
Sæsonstart: Populært spisested åbner med flere nyheder
- Jeg glæder mig til sæsonstart og til at komme i gang med restauranten igen, fortæller Per Ørvad Pedersen, der fredag 8. april åbner sin fiskerestaurant på havnen i Ålbæk.
- Det er planen, at fiskerestauranten skal have åben dagligt med et udvalg af retter som stjerneskud, fiskefrikadeller, rejer og rejesalat, laks, sandwich, sild og hvad der ellers byder sig af friske fisk, fortæller Per Ørvad Pedersen der åbnede restauranten under navnet Pers Spisested i maj 2020.
Per har naturligvis det populære luksusstjerneskud med håndpillede rejer, samt et stort udvalg af retter tilberedt med frisk fisk og lækre sandwich på menukortet, hvor nyheden i år er sandwich med marineret kylling.

- Der er også en børnemenu, og en menu til dem der ikke spiser fisk. I år kan man få isvaffel til dessert, fortæller Per Ørvad Pedersen, der har fået kugleis i fryseren.
Satser på dagligt åben
Der er også kommet en ny, speciel isvaffel, som er navngivet efter barnebarnet Magne på 4 år. Magnes Havnevaffel hedder den og er med 4 kugler, guf og flødebolle.
Spisestedet råder ikke over indendørs lokaler til spisende gæster, så der er servering på terrassen.
- Vi åbner op på vores terrasse, hvor man kan nyde maden eller en kold fadøl. Man kan også bestille maden som take away, fortæller Per.
- Jeg forsøger at have Pers spisested åbent alle dage, hvis det hele hænger sammen, siger han, der glæder sig til at byde alle velkommen i spisehuset igen.