Prøv et nyt spisested – nu kommer efterårets Eat Local-kampagne
FREDERIKSHAVN: Kampagnen Eat Local er et samarbejde mellem handelsstandsforeningen FREDERIK og ni lokale spisesteder. Konceptet er i sin enkelhed, at du som gæst får mulighed for at vælge blandt de deltagende lokale spisesteder, som i perioden 10.-26 oktober vil servere en særlig madoplevelse til en fast pris på 295 kr.
- Frederikshavn er beriget med mange attraktive spisesteder tilpasset forskellige målgrupper i mange prislejer. Det er fantastisk at byens gæster i uge 42 og 43 nu kan vælge mellem ni fristende madoplevelser til en fast pris. Det er en oplagt lejlighed til at prøve et af de spisesteder, man ikke har besøgt før, eller til at få en særlig madoplevelse på et af de kendte steder, siger handelschef Dan Kobberup og fortsætter:
- Det er vigtig at bakke byens spisesteder op, for de er et aktiv for byen både med arbejdspladser og sponsorater til foreningslivet, lige som de bidrager til byens begivenheder og juleudsmykning m.v. Over 25 af byens restauranter og barer er medlem af FREDERIK.
Fiskebaren på hjørnet af Fisketorvet er en af de restauranter, der deltager i Eat Local-kampagnen. Det var man slet ikke i tvivl om, at man skulle.
- Når byen gør noget i fællesskab, så bakker vi også op. Vi har også været med de tidligere år, og vi mærker tydeligt, at kampagnen skaber mere liv i byen og får flere til at gå ud at spise, så det vil vi meget gerne deltage i. Vores tilbud i de to uger er syv små anretning samt en velkomstdrink, fortæller Olivia, der er daglige leder af restauranten.
De ni spisesteder, der deltager i Eat Local i Frederikshavn er: Café Vert, Fiskebaren, Kystfolk, Madbaren No 13, Park Hotel & Vinbar, Restaurant Empire, Restaurant NERD, Restaurant Sæson og The Social Bar & Bistro.