Pakkelegen er en dansk juleklassiker
SÆBY: Pakkeleg er en fast juletradition i mange familier.
Det er sjovt at spille pakkeleg og forsøge at "stjæle" de andres gaver og selv sidde med en masse til sidst.
Emilie Mellemgaard fra Svogers Spiseri har siden sin barndom i Aalborg altid spillet pakkespil og ønskede, at det sjove spil kunne flyttes udenfor hjemmets fire vægge.
Hendes ønske gik i opfyldelse fredag aften, hvor Emilie havde arrangeret pakkeleg i Svigerinden (tidligere Sæby Bryghus) på havnen.
Da det var første gang, at spillet skulle udfoldes i stor skala, var deltagerantallet sat til maksimum 40 personer.
Pakkespillet kan spilles af alle på tværs af generationer, og det gik ikke lang tid inden alle 40 pladser var booket af børnefamilier og ældre, fortæller Emilie Mellemgaard.
Hver deltager kom med en pakke til en beskeden pris. For at tilgodese de, der ikke var en ørn til at slå seksere, havde Svogers Spiseri sammen med deres leverandører sørget for mange ekstra pakker at spille om.
Inden spillet blev sat i gang, forklarede Emilie om reglerne, regler som hun havde annekteret hjemmefra.
Reglerne var således, at der skulle slås seksere for at vinde gaver, og efter alle gaverne i første runde var fordelt, overgik man til runder med en afgrænset tid. Men herudover gjaldt, at hvis man slog en 1ér, skulle der afleveres en gave og når pakkerne til sidst var pakket ud, blev der taget en ekstra runde på tid, hvor der igen måtte stjæles fra hinanden.
Til hjælp til at få pulsen ned efter det spændene spil bød Svogers på æbleskiver og der kunne købes gløgg til en favorabel pris.
Nogen havde naturligvis mere held med sig end andre eller havde gode allierede og kunne hjemtage flere gevinster.
Der var dog almindelig enighed om, at alle var vindere af en god oplevelse rigere og kunne gå fra Svigerinden i løftet stemning og i det skønneste julehumør.
Hvor stammer pakkeleg fra?
Det er faktisk ikke helt til at sige, hvor pakkeleg stammer fra og hvornår det blev opfundet. Men sikkert er det, at pakkespillet nærmest er blevet en juletradition i de fleste hjem.
Det er en nyere tradition, men de fleste har taget pakkelegen til sig, fordi det skaber et godt afbræk og bringer folk sammen.
Kan blive en tradition
Emilie Mellemgaard var yderst tilfreds med arrangementet og forventer at gentage pakkelegen med flere deltagere til næste år.