Makkerparret i køkkenet. Den unge souschef, Noah Sonberg, som er hentet fra Mortens Kro i Aalborg og den erfarne køkkenchef Tue Dyrnesli Kristensen
Mad & Drikke

Nyt på menuen: Hyttefadet ryster posen

17. maj 2023 kl. 19:01

Et nyt og ungt skud på stammen i køkkenet på Restaurant Hyttefadet i Gl. Skagen sætter sammen med den mere erfarne køkkenchef Tue Dyrnesli Kristensen nye standarder på frokostkortet.

I marts hentede den erfarne køkkenchef, den 22-årige Noah Sonberg, ind i køkkenet i Gl. Skagen direkte fra Mortens Kro i Aalborg.

Årsagen var blandt andet et ønske om at få ændret på frokostkortet.

- Vi har rystet posen godt og grundigt efter i mange år at have kørt det samme koncept med burgere og stjerneskud og den slags. Og jeg havde lyst til at blive inspireret til noget nyt, fortæller køkkenchefen om de nye tiltag på frokostkortet og den nye kok og souschef ved komfuret.

Et stykke smørrebrød på Hyttefadet koster mellem 80 og 140 kroner.

Friture - nej tak!

Nu består frokosten af smørrebrød lavet fra bunden.

Fra frokostkortet kan man vælge mellem hjemmelavet hønsesalat med syltet rabarber, sprængt svinebryst med sprød svær, brændte løg og æbler, en mad af grillet squash marineret i rapskim-olie og dild med bagte tomater og ost fra Sønderhaven. Det hele serveret på hjemmebagt brød.

Eller en smørstegt rødspættefilet, hvilket ellers kan være en udfordring at finde i et sommerland, som ofte tæller forskellige varianter af friturestegte retter.

Smørrebrød lavet fra bunden på Restaurant Hyttefadet i Skagen.

- Vi har aldrig haft en friture her. Ikke at friture ikke kan være godt, men man kan godt blive lidt doven af det, siger Clint Lundum som ejer Hyttefadet.

- Vi er en ærlig butik og regner vores gæster for kloge, så vi skal levere varen. Og derfor sætter vi kvalitet højt, som for eksempel med vores fiskefilet, som reelt er en rødspættefilet og som bliver smørstegt på panden, siger han.

Åbent hele året

Restaurant Hyttefadet er en af de restaurationer i Skagen, som holder åben hele året.

- Selvfølgelig er der dage, som er lidt kedelige. Men hvis man regner med fire eller seks gæster og der så kommer otte, så bliver man så glad, siger Clint Lundum, som fortæller, at de på Hyttefadet faktisk begynder at kunne mærke, at omsætningen strækker sig over hele året og ikke kun i højsæsonen.

Vegetarisk smørrebrød med squash marineret i rapskimolie og dild. Med Sønderhaven ost på toppen. Kan også fås vegansk.

- Det betyder også, at vi kan have fast personale hele året. Vi er her faktisk mest, fordi vi synes, det er sjovt. Det er vores livsstil. Det handler egentlig ikke så meget om omsætning og økonomi for os, men mere om at nyde, det vi laver, siger Clint Lundum.

Annonceret indhold

Nyeste