Billede beskrivelse

Ny butik slår dørene op - og det er mere end bare en bagerbutik

02. februar 2025 kl. 14.02

SKAGEN: Den 5. februar slår Jesper C. Winter, som også ejer Skagen Fiskerestaurant og Skagen Bageri og Café, dørene op for endnu en bagerbutik og café i lokalerne, hvor Toppen af Danmark tidligere havde til huse på Sct. Laurentiivej i Østerby.

- Vi har Skagen Bageri og Café i Vesterby, som er en traditionel bagerbutik med café, og vi har oplevet, at cafédelen begyndte at fylde mere og mere, så jeg har længe gået og overvejet at lave en større udgave af den, siger Jesper C. Winter.

Han fortæller, at han i første omgang har holdt sig tilbage, fordi Østerby allerede havde en populær bagerforretning, men da Krages Bageri meddelte, at de lukkede ned og lokalerne i Østerby samtidig blev ledige, gav det mening for bager- og restaurantionsejeren at sætte handling bag idéen.

Caféen byder på RMO, grød og juicer

I den nye butik og café vil man kunne finde nogenlunde samme udvalg, som i butikken ved rådhuset, men butikken i Østerby bliver mere end bare en bagerbutik.

I den nye butik og café bliver der opgraderet med køkken, hvorfra man kan bestille open sandwiches med blandt andet skagenskinke, Skagen Fiskerestaurants egen koldrøgede laks og avocado og hytteost på enten rugbrød eller surdejsbrød.

Desuden kommer caféen hver morgen til at tilbyde blødkogte æg, dagens grød og BMO, som mange efterhånden kalder en bolle med ost - og som noget helt nyt også RMO, som er rugbrød med ost.

På sigt vil cafeen også byde på forskellige juicer, smoothies og shakes.

- Vi har søgt spiritusbevilling, så det vil også blive muligt at nyde en specialøl eller et glas vin til maden, siger Jesper C. Winter, der dog har planer om at vinen, ligesom så mange andre varer i en bagerbutik, bliver selvbetjening.

- Vi laver en lille tap-selv vinbar med otte forskellige vine, som man selv skænker. Det synes jeg passer meget godt ind i konceptet her, fortæller Jesper C. Winter.

Musik til din BMO

Allerede på åbningsdagen den 5. februar kommer levende musik til at akkompagnere kager og BMO i den nye café.

- Vi kommer til at have et flygel i hjørnet og hver lørdag fra 8 til 11 vil en pianist spille for gæsterne. Og i ugerne 28, 29 og 30 vil det være hver dag, fortæller Jesper C. Winter, som også kan løfte sløret for, at der bliver etableret gårdhave bagved caféen og desuden vil være siddepladser på fortovet langs bygningen.

Til at styre køkkenet har han allieret sig med kokken Anders Rex. Laila Bech, som allerede styrer caféen ved rådhuset, kommer også til at have ansvaret i den nye bagerbutik og café.

Første åbningsdag er 5. februar, og den nye butik og café kommer til at have åbent fra 7 til 17, og køkkenet fra 8 til 15.

På åbningsdagen vil der være smagsprøver og bagedyst-bager Sæpor bager kager til åbningsdagen. Man er velkommen til at kigge forbi fra klokken 8.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste