Nu er der cookie-alarm hos Rikke og Nicolaj
SÆBY: Ikke længe efter hypen om Shitty har lagt sig har Håndværksbageren i Sæby endnu engang ramt en guldåre. Folk stimler sammen i kø i butikken, når bagermesteren melder ud, at der er nybagte cookies i montren.
Håndværksbagerens faste cookie-sortiment består af følgende seks varianter: Karamel-drømmen - Brun cookie med karamelsmørcreme og Daimstykker, Peanut & choko-bossen - Lys cookie med saltede peanuts og chokolade, Choko-overload - Chokoladecookie med chokoladestykker og saltflager, Den sprøde rebel - Lys cookie toppet med franske kartofler, Dubai Style - Chokoladecookie med kadayif-dej dyppet i chokolade og pistacienødder og Sæby Style - Lys cookie med trøffelmasse, dyppet i chokolade og krymmel.
Derudover har bagerne også udviklet en Oreo-udgave, som består af en chokoladecookie med vaniljecreme og Oreo.
- Vi er overvældede over den modtagelse vores cookies har fået, og vi har måtte melde udsolgt ganske kort tid efter, at de er blevet sat til salg i butikken, fortæller Nicolaj Jensen, bagermester og medindehaver af Håndværksbageren i Sæby.
Nicolaj og hans bagerkolleger, Morten, Rikke og William fik den idé at udvikle på et koncept, som ville pirre de unges smagsløg, og derfor lavede de en prøvebagning sammen med Eva fra Ireks. Det resulterede i de smagfulde og lidt dristige varianter af en cookie.
- Vi får en ny levering af cookieblanding i denne uge, for vi tømte faktisk vores leverandørs lager, så godt er det gået. De var helt forbavsede, for de plejede at sælge 8 sække om måneden, men lige nu afventer vi en sending på hele 16 sække, fortæller Nicolaj med et smil.
Denne morgen er det Nicolaj og Rikke, som betjener bageriet, og de er enige om, at det er sjovt og spændende at teste nye smage, og derfor kommer der inden længe tre nye varianter af de hypede cookies – en med Lion, en med KitKat og en med chokoladelinser.
Bagerne vil gerne engagere deres kunder og høre deres mening om de forskellige cookies, og derfor interagerer de med dem på sociale medier. Det er dog helt klart ud fra salgstallene, at det er Dubai og Daim, som er kundernes yndlingscookies.
For dem, der ikke kender Shitty, så opstod kagen som en idé i bageriet, da de havde overskydende trøffelmasse, som skulle bruges, og resultatet blev en romkuglevariant i en ny form, dyppet i chokolade.
- Det var egentlig en fejl, at kagen kom ud i den form, men så legede vi lidt med det, og videretænkte fejlen, og det blev så til det stunt, som også resulterede i, at TV Nord kom på besøg i butikken, fortæller Nicolaj leende.
Den kontroversielle kage fik en del opmærksomhed, og den bølge surfer Håndværksbageren i Sæby videre på, hvilket også er årsag til, at de meget snart introducerer et nyt tiltag i linjen – nemlig et vegansk initiativ.
- Vi kommer til at introducere en sandwich og en salat bowl med vegansk fyld, og vi vil meget gerne invitere til prøvesmagning her i butikken, så vi kan høre, hvad vores kunder synes om produktet, fortæller Nicolaj.
Fyldet til sandwich bliver Crispy Balls, lavet på speltmel og speltflager med masser af krydderier og Patty’s, som er et alternativ til en bøf, lavet på blandt andet søde kartofler. Sandwichbrødet laves også vegansk i bageriet, og det kommer til at blive spækket med næring og mineraler, siger Nicolaj, inden han skal hjem og byde morgenen godnat.