Meny Sæbys slagterafdeling er nomineret til en af årets fødevarepriser. Her ses en del af teamet i Meny - fra venstre Christian, Thomas, Benny, Emil, Camilla, Amalie, Bodil og Tobias.
Mad og drikke

Meny’s slagterafdeling er nomineret

LANDBRUG&FØDEVARER: Måske sætter Sæby sig på en af landets fornemste fødevarepriser

14. juni 2021 kl. 14:11

Hvert år står Landbrug & Fødevarer bag nomineringerne til de traditionsrige fødevarepriser og i år er der alle muligheder for at der kommer til at stå Sæby henover uddelingen, der sker 28. september på Hindsgavl Slot ved Middelfart.

MENY Sæby, er nemlig nomineret til slagterprisen for supermarkeder, som en ud af tre.

Prisen er en anerkendelse af det store arbejde, der bliver gjort i supermarkedet i hverdagen og det er i sagens natur et teamwork.

- Vi er et fantastisk team af dedikerede medarbejdere og uden dem ville en sådan nominering slet ikke kunne lade sig gøre, siger de to slagtermestre Benny Nielsen og Thomas Eriksen, MENY Sæby.

De nominerede vil i løbet af sommeren få uanmeldte besøg for at teste dagsformen i supermarkedets slagterafdeling - og det vil i sidste ende afgøre, hvilken af de nominerede, der sikrer sig årets slagterpris.

Generelt er der de seneste år kommet mere fokus på lokale råvarer og den gode madoplevelse hos både slagtere, supermarkeder og kantiner.

Forbrugerne efterspørger nemlig produkter, som i højere grad end tidligere rummer kvalitet, lokal oprindelse og har fokus på både dyrevelfærd og økologi.

Det stiller krav til leverandører i alle led, og rigtig mange dedikerede medarbejdere i butikker og kantiner går hver dag på arbejde for at overraske og udfordre forbrugerne.

- Med Fødevarepriserne vil vi gerne anerkende det store arbejde, som foregår i supermarkeder, slagterbutikker og kantiner i Danmark. Bag ethvert succesfuldt madkoncept ligger der mange timers arbejde, for det er ikke ligegyldigt, hvilke råvarer man indkøber eller hvordan produkterne tager sig ud i butikken eller i buffeten. Der ligger stor faglighed og håndværk bag alle led og det fortjener respekt, siger Mette Jasper Gammicchia, chef for marked og ernæring i Landbrug & Fødevarer.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu