Billede beskrivelse

Madbaren no13 er nu klar til at byde velkommen i Havnegade

15. juli 2025 kl. 19.02

FREDERIKSHAVN: Efter at have ligget i den sydlige ende af gågaden i to år er Ewa og Jonas Bak nu klar til at byde velkommen til Madbaren no13 i Havnegade 7a.

De hyggelige restaurantlokaler blev oprindeligt restaureret til den 2Takt’s italienske restaurant Tra2ria, inden Restaurant Gratværk overtog. Senest havde Restaurant Essens popup restaurant i kort tid.

Billede beskrivelse

- Vi havde egentlig ikke tænkt på, at vi skulle flytte, men da vi hørte at lokalet blev ledigt, tog vi kontakt til udlejer. Det var allerede i foråret, vi tog beslutningen, men lang tids opsigelse i det gamle lejemål og flytning af bevilling har gjort, at det først blev nu. Men vi er klar til at byde velkommen – og onsdag havde vi første åbningsdag, siger Jonas Bak.

Madbaren no13 har et stort og varieret sortiment af øl, og det er en stor del af hele konceptet for restauranten.

Billede beskrivelse

- Vi er vilde med indretningen og stemningen i restauranten og synes, den passer godt til vores ølkoncept. Vi sælger faktisk ikke ret meget vin i restauranten. Men vi sælger rigtig meget øl, og der kommer mange turister kun for at smage vores øl. De har fundet vores øl-kort på nettet og kommer efter en helt specifik øl. Ofte køber de også øl med hjem. Der er stor interesse for øl, og det har der været længe, men jeg er sikker på at interessen fortsætter med at vækste, fortæller Jonas Bak, der selvfølgelig også selv er øl-entusiast.

Menukortet består af mad, der passer til et godt glas øl. Det skal være hyggeligt, og stemningen er uhøjtidelig.

Billede beskrivelse

- Vi prøver ikke på at være ”fine dining”. Vi vil gerne lave mad i rigtig god kvalitet og med førsteklasses råvarer, men det må godt være lidt rustikt – vi kalder det comfort food. Jeg elsker selv burgere og kunne sagtens spise det hver dag, griner Jonas Bak.

Menukortet byder fx på dagens vesterhavsfisk, fish’n chips, tapas, bøfsandwich, steak frites og gourmetburgere. For kødelskere er den 1 kilo store Tomahawk-steak et hit og en af specialiteterne er burgeren Cheasy Bastard, som serveres med masser af varm ostesauce, frites og aioli.

Billede beskrivelse

Jonas og Ewa Bak er rutinerede i restaurationsbranchen og har begge arbejdet på en del toprestauranter. De mødte hinanden i London, hvor Jonas arbejdede med Ewas bror Marik som er kok. Efter en tur til København og Norge kom de tilbage til Nordjylland, hvor valget faldt på Frederikshavn, da de åbnede Madbaren no13 i Søndergade.

Nu er næste destination Havnegade 7a – og Ewas bror Marik er med som kok.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste