Elvin Frandsen er klar med årets nyhed en Choko Bubble Waffel. Foto: Michael Madsen
Mad og drikke

Jubiii: Så er ishusene åbne

Lørdag åbnede ishuset i Møllehuset og på Palmestranden. Møllehuset kan i år fejre 75 års jubilæum

14. marts 2021 kl. 08:30

FREDERIKSHAVN: Der er forår i luften og en ægte forårsbebuder er årets første is. En uge før normalt, fjernede ishusene på Palmestranden og i Møllehuset lørdag skodderne for at byde mange forventningsfulde kunder velkomne til en ny is sæson.

Der ventes med store forventninger på årets første is. Foto: Michael Madsen

- Sidste år måtte vi udskyde is sæsonen med 5 uger pga corona. Vi havde i år rigtig mange forespørgsler på, hvornår vi åbnede, og derfor valgte vi at åbne en uge før normalt – også pga det fine vejr fortæller Elvin Frandsen, der i år kan fejre 20 års jubilæum som forpagter af ishuset i Møllehuset.

Og det er ikke det eneste jubilæum. Ishuset ved Møllehuset kan i år fejre sit 75 års jubilæum. Huset er tegnet af den kendte arkitekt Leopold Teschl, og det blev opført i 1946 af Marie og Jens Kristian Nielsen. Huset var dengang malet i de karakteristiske Glistrup-is farver med røde og hvide striber.

Ishuset har 75 års jubilæum. Her ses ishuset i 1946 da det var rød/hvid stribet. Arkivfoto

De drev sammen ishuset indtil 1953, hvor det blev solgt videre. Huset har efterfølgende haft seks forskellige ejere og det ejes i dag af Premier Is. Elvin Frandsen der har forpagtet huset siden 2001, forpagter også ishuset ved Palmestranden.

- Vi kan mærke at det er en fast tradition for mange, at de skal have årets første is den dag vi åbner. Allerede fra kl. 10 var der mange der ventede. For to år siden startede vi med Bubble Waffel is, og det blev en kæmpe succes. I år kan vi tilbyde en helt ny variant – nemlig en Choko Bubble Waffel, og den er blevet taget rigtig godt i mod. Vi har allrede solgt mange af dem de første par timer fortæller Elvin Frandsen.

Tre minutter tager det at bage en chokovaffel. Foto: Michael Madsen

På grund af coronarestriktioner er det ikke muligt at benytte bordene ved ishuset, men Elvin Frandsen håber at der snart kan lempes på restriktionerne.

- Der er rigtig mange, der slutter deres skovtur af med en is, og så er det ærgerligt, at de ikke kan sidde ned og hygge sig med isen. Vi prøver at gøre det hyggeligt omkring huset, og sidste år lavede vi også en hyggelig oase under træerne med kulørte lamper, hvor man kan sidde i fred og ro. Vi håber, at det snart bliver muligt at sidde ned igen fortæller Elvin Frandsen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu