Fra disse fire steder i Nordjylland uddeles der overskudsmad til julen
NORDJYLLAND: 41 udleveringssteder fordelt over hele landet skal forsyne trængte danskere med julemad.
Fire af dem ligger i Nordjylland.
Herfra vil Stop Spild Lokalts frivillige sørge for, at den julemad, som butikkerne ikke kan sælge efter jul, bliver afhentet og siden fordelt.
Og tendensen er klar og tydelig - flere og flere benytter sig af muligheden for at afhente overskudsmad.
Det fortæller stifter og direktør i Stop Spild Lokalt, Rasmus Erichsen, til Ritzau.
- Når vi ser på udviklingen i løbet af hele året, så kommer der flere mennesker til vores uddelinger, og flere har behov for det. Det forventer vi også til jul, siger han.
I Nordjylland er der fire afhentningssteder - i Thisted, Frederikshavn, Hjørring og Aalborg - som alle udleverer overskudsjulemad i aften, tirsdag 23. december.
"Alle er velkomne uanset bopæl. Der er tilknyttet et håndteringsgebyr på kr. 35;. Betal helst via Mobil Pay eller kun “lige penge”, vi har ikke byttepenge. Husk varmt tøj, det gode julehumør og masser af indkøbsnet / poser," lyder det fra organisationen i et opslag på Facebook.
Det koster 35 kroner i håndteringsgebyr at få fingrene i overskudsmaden fra Stop Spild Lokalt.
Du finder mere information om udlevering af overskudsmad i de enkelte lokalafdelingers egne grupper på Facebook - Thisted her, Aalborg her, Frederikshavn her og Hjørring her.