Billede beskrivelse

For både gæster og lokale: Ny bar skaber mere liv i loungen på Ruths Hotel

04. februar 2026 kl. 06.02

SKAGEN: I 12 dage i januar holder Ruths Hotel lukket. Ikke for at hvile på laurbærrene, men fordi hotellet én gang om året trænger til en kærlig hånd. Nogle år står større renoveringer på programmet, andre år er det mindre reparations- og vedligeholdelsesarbejde, der er på programmet.

I år har hotellets lounge fået bygget en ny bar, som nu har fået en langt mere central rolle i rummet.

Baren er både lysere, mere imødekommende og tre gange så stor som tidligere. Men det er ikke kun udtrykket, der er løftet. Også indholdet i glassene holder et højt niveau, og det skyldes i høj grad hotellets barchef Kalle Riknagel.

Billede beskrivelse

Hvis man forventer et kort med udelukkende velkendte cocktails, bliver man klogere. For selv om de klassiske drinks naturligvis også kan laves, er ambitionen på Ruths Hotel højere end det.

– Jeg plejer at sige til gæsterne, at jeg er selvlært, uden dog at være alkoholiker. Det handler om at have et åbent sind og ikke sætte grænser. Jeg kan gå en tur i skoven og pludselig tænke, at lakrids og gulerod kunne være godt sammen. Eller agurk og kokosnød, siger han.

Gourmet-cocktails og alkoholfrie safter

Arbejdsmetoden i baren minder på mange måder om det, der foregår i køkkenet på hotellets gourmet-restaurant Okê. Kalle eksperimenterer, fermenterer og udvikler sine helt egne signatur-cocktails. Han laver sine egne juicer og sirupper helt fra bunden. Men på spørgsmålet om, hvorfor han ikke står i køkkenet, er svaret klart.

- Det jeg laver minder meget om det, der foregår i køkkenet, men jeg kan virkelig også godt lide at interagere med gæsterne, og kontakten med gæsterne får man jo ikke, når man står i køkkenet, siger han.

Men selvom Kalle ikke står i Okês køkken har han alligevel også en finger med i oplevelsen på hotellets gourmetrestaurant.

Han laver nemlig, udover cocktailsene i hotellets bar, de alkoholfri saftmenuer til Okê, til de gæster, der gerne vil have et alkoholfrit alternativ til vinmenuen.

Billede beskrivelse

– Målet er, at det skal være i samme liga som det, der foregår i køkkenet på Okê, siger han.

Og cocktailmenuen i baren skifter løbende og følger, ligesom på restauranten, årstiderne.

– Om foråret arbejder vi for eksempel med lime, agurk, rabarber og hvid fersken. Til sommer kommer der mere jordbær og lette sommeragtige ting. Om vinteren er det lakrids, chokolade og krydderier, forklarer han.

En del af arbejdet foregår bag kulisserne og involverer teknikker, som også bruges internationalt, blandt andet klarificerede cocktails, hvor væsken renses og bliver helt klar.

– Det er meget moderne rundt omkring i verden. Man kan for eksempel få en piña colada, der er helt klar, men stadig smager af ananas. Processen gør smagen mere tydelig siger han, og på den måde matcher hotelbaren i Gl. Skagen nemt hotelbarer i nogle af verdens største metropoler.

Baren er for alle: Både hotelgæster og lokale

Med den nye, større, lysere og mere imødekommende bar har dynamikken i loungen allerede ændret sig. Før fungerede loungen og baren mest som venteområde før middagen.

- Baren har nu fået sin egen selvstændige funktion og er mere et naturligt centrum. Og så har vi også ændret på bookingsystemet til Ruths brasserie, så før blev baren oftest brugt i ventetiden på et bord, fortæller Kalle Riknagel.

Billede beskrivelse

– Baren er åben for alle. Man behøver ikke være gæst på hotellet for at gå i baren. Vi vil gerne have både hotelgæster og skagboere i baren, siger han og fortæller, at der allerede er faste lokale gæster i loungen og baren, som mødes til en drink og måske et spil skak, andre mødes i loungen til kaffe og kage.

Gin-oplevelser på vej

Udover bare at være bar, vil baren også danne ramme om arrangementer. Lige nu er der planlagt ginsmagninger den 10. og 17. februar.

– Det er en ginoplevelse mere end bare en smagning. Man får fem forskellige gin, blandt andet nogle danske, en dobbeltdestilleret gin og en japansk gin og historien bag. Lidt som en vinsmagning. Man smager både gin rent og med tonic, siger Kalle.

Og fokus bliver blandt andet på, hvor stor forskel der er på drinken alt efter både, hvilken gin og også hvilken tonic man bruger.

– En Gin Tonic kan være meget forskellig, alt efter om den er lavet på den japanske gin, den danske gin på storkenæb (geranium, red.) Og tonics betyder meget. Jeg har for eksempel en cocktail, jeg kalder Thyme of My Life med tonic lavet på agave og lemon-tonic og min egen timian-sirup. Du kan også få en Gin Tonic med ananas-tonic og det er jo en verden til forskel, siger han.

Ginsmagninger i Ruths Bar er den 10. og 17. februar.

Tilmelding på Ruths Hotels hjemmeside.

Her kan man også holde øje med andre særarrangementer. Der er blandt andet også et særligt Valentines-arrangement den 14. februar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste