Billede beskrivelse

Både tradition og fornyelse er i højsædet på byens hotel

30. november 2023 kl. 06.02

På Skagens ikoniske og historiske hotel, Brøndums, skal julen balancere mellem det helt traditionelle og det mere tidsrelevante, hvis du spørger hoteldirektør Emil Hauge, og det forsøger hotellet af imødekomme i nogle af højtidens arrangementer.

Den 2. og 9. december tilbyder hotellet derfor en guidet juletur med skagbo og lokalguide, Hanne Aavang i området omkring hotellet, Skagen Østerby, hvor Hanne Aavang vil lukke op for særlige lokale fortællinger.

- Hanne har en gigantisk viden om Brøndums Hotel , som man nok skal få indblik i undervejs, fortæller hoteldirektøren.

Turen varer små tre kvarter og efterfølgende serverer hotellet deres helt egen hjemmelavede gløgg og køkkenets hjemmebagte klejner og julekager i pejsestuen, blå stue og grøn stue, hvor Hanne Aavang også vil være tilstede til at svare på de spørgsmål, der måtte være opstået under byvandringen.

- Vi vil gerne give både skagboere og byens gæster en særlig oplevelse her, fortæller Emil Hauge og sammenligner det lidt med en rejse sydpå, hvor man selvfølgelig godt kan få rejsebureauets anbefalinger om restaurant og vandland med mere, men egentlig har de fedeste oplevelser, de steder som bliver anbefalet af de lokale indbyggere.

Vil man gerne gøre endnu mere ud af dagen, er det muligt at reservere plads til Brøndums julebord klokken 12, som også finder sted samme dage som byvandringen og passer ind sammen med det øvrige arrangement.

- Sætter man sig til Brøndums julebord, får man det helt store traditionelle juleudtræk, fortæller direktøren.

Billede beskrivelse

Serverer anderledes julemenu

Skulle man være mere til et anderledes take på julemaden anbefaler direktøren at man tager en aftenmenu på hotellet.

- Køkkenchefen har virkelig lavet en julemenu, som er anderledes og en helt særlig gastronomisk oplevelse, siger direktøren, som er ret begejstret for en ret med havtaske, æbleflæsk og fedtegrever lavet på utraditionel vis. I den forbindelse har hotellets sommeliere også været i hotellets egen vinkælder og finde matchende vine.

Billede beskrivelse

Stor højtid på hotellet

I det hele taget er julen en særlig og stor højtid på hotellet.

- Hotellet tager sig bare rigtig godt ud, når der lugter af ild i pejsen og af juletræer, når man træder ind ad døren. Stuerne indbyder til at sætte sig med et glas varmt gløgg foran pejsen, efter en gåtur ved stranden. Hos os får man altså en gigantisk indsprøjtning af jul, siger Emil Hauge.

Også dagene mellem jul og nytår er store på Brøndums Hotel.

- I juledagene har vi valgt at lave et decideret juleophold, hvor gæsterne får traditionsrige retter som Madam Brøndums fiskesupper og rødspætte a la skawbo, men til gengæld på andendagen kan sætte sig til det helt store julefrokostbord på hotellet.

Og julen kulminerer med Brøndums nytåraften, som altid er et tilløbsstykke og som også allerede er udsolgt.

- Men det er altså ikke umuligt at få plads til vores nytårsaftener, man skal bare være tidligt ude og allerede lige efter nytåraften i år, er det muligt at booke bord til næste års nytårsaften på Brøndums Hotel.

Tilmelding til arrangementet med Hanne Aavang kan ske til Brøndums Hotel på enten www.broendums-hotel.dk/arrangementer eller på telefon 98441555.

Arrangementet koster 175 kroner og 15 procent af gløgg-indtægterne går til Julemærkehjemmene. Man støtter i det hele taget den gode sag i hele december, når man køber gløgg på Brøndums og fire andre hoteller og spisesteder i Skagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste