Billede beskrivelse

Lokale skøjteløbere vinder tre DM-medaljer

06. december 2022 kl. 07.05
Opdateret 13. december 2022 kl. 08.17

Frederikshavn Skøjteforening (FSF) havde fem løbere med til DM i Rødovre, og de gjorde det alle godt og hentede tre medaljer med hjem til Frederikshavn. Det fortæller FSF i en pressemeddelelse. 

I den næstyngste række Springs for drenge og piger op til 12 år vandt 12-årige Sara Maya Pruteanu en flot sølvmedalje - Saras tredje medalje i træk i denne sæson. Sara Maya landede bl.a. to perfekte dobbelt Salchow og lavede to virkelig flotte level 2 piruetter.

I Junior Damer lå 16-årige Camilla Poulsen på en flot andenplads efter det korte program. Camilla, som i denne sæson lige er rykket op i Junior-rækken, viste sit store talent i det korte program og landede både en flot dobbelt Axel og en super flot tripple Loop med armene over hovedet. Begge spring indbragte mange plusser ved dommerne. 

Billede beskrivelse

I det lange program satsede Camilla med to tripple Lutz. Den ene tripple Lutz var endda i kombination med en tripple Salchow. Lutzen blev landet, men desværre endte Salchow med et fald. Begge tripple Lutz var dog fuldt roteret, og Camilla vandt en flot bronzemedalje i sin første sæson i Junior Damer.

I Senior Herrer var 23-årige Nikolaj Mølgaard Pedersen den eneste deltager. Nikolaj løb et stærkt kort program med en flot tripple Salchow + dobbelt Tåloop og et flot forsøg på tripple Flip, der desværre endte med et fald. I det lange program drillede de svære tripplespring desværre lidt, men Nikolaj viste som altid en dejlig indlevelse i programmet og der var en fantastisk opbakning fra hele hallen. Nikolaj havde inden konkurrencen annonceret, at det var hans sidste løb til DM, og efter Nikolajs løb takkede DSU’s halspeaker Nikolaj for de mange flotte og underholdende programmer igennem alle årene. 

Billede beskrivelse

Nikolaj blev til præmieoverrækkelsen kåret til dansk mester i seniorrækken og modtog udover Dansk Skøjte Unions guldmedalje også Dansk Idrætsforbunds medalje.

Nu er der pause fra konkurrencerne indtil midt i januar, hvor konkurrenceløbere skal til Danmarks Cup i København.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste