Seneste nyt
Billede beskrivelse

Yas klinik bygger på ældgamle thailandske traditioner

15. november 2022 kl. 15.59
Opdateret 21. november 2022 kl. 08.45

”Hos Ya” hedder en ny klinik for zoneterapi og massage i Rimmensgade i Frederikshavn, men terapeuten Ya Iversen er langt fra ny i faget og har drevet klinikken fra privatadressen gennem en årrække. 

I sin ny klinik tilbyder hun zoneterapi samt den østerlandske massageform, som hun har lært af sin mor, og som bygger på århundreders tradition i hjemlandet Thailand.

Billede beskrivelse

- Den østerlandske massage tager udgangspunkt i samme viden som akupunktur, som er, at kroppen indeholder over 70.000 energilinjer. I min massage strækker jeg muskler og bindevæv og lægger pres på disse energibaner. Det frigør muskelspændinger og stimulerer de indre organers balance i kroppens energisystem. Spændinger og affaldsstoffer frigøres, og du vil føle dig opløftet, let og smidig efter behandlingen, fortæller Ya Iversen.

Hun mødte sin danske mand i Thailand og flyttede til Danmark i 2005. Efter sprogskole fik Ya Iversen job på slagteriet i Sæby, hvor hun arbejdede frem til 2017, da slagteriet lukkede aftenholdet. Hun besluttede i stedet at ernære sig ved det håndværk, hun havde lært hjemmefra, zoneterapi og massage. 

Da manden var alvorligt syg, indrettede hun klinikken i hjemmet. For to år siden mistede Ya Iversen sin mand og har nu besluttet at flytte klinikken til et lejet lokale i Rimmensgade.

Billede beskrivelse

- Østerlandsk massage er en ældgammel tradition i Thailand. Allerede mens jeg gik i skole, begyndte min mor at lære mig teknikkerne. Hver dag, når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg hjælpe til i klinikken og lære en ny ting om kroppens energibaner, og hvordan massagen kan afhjælpe problemer og give velvære. Jeg var dødtræt af det og sur på min mor, men i dag er jeg taknemlig over, at hun lærte mig massagefaget, siger Ya Iversen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste