Willy er klar i mælet: - Hvis ikke vi skulle være en del af løsningen, hvem skulle så?
SKAGEN: Hvordan navigerer man som virksomhed i spørgsmålet om bæredygtighed, og hvordan træffer man beslutninger, der både er gode for klimaet og for en selv, når man gerne vil gå forrest i snakken om grøn omstilling?
For administrerende direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen er ambitionerne store, men vejen er lang og målet rykker sig hver dag en lille smule længere væk.
- De nyeste kajer, vi har bygget, er en meter højere end dem vi byggede, da jeg kom til for 20 år siden, fortæller Willy B. Hansen som noget af det første.
Klimaforandringerne er nærværende, når man arbejder så tæt på vandet, og prognoser og beregninger på 50 og 100 års begivenheder er faste elementer i ethvert udviklingsprojekt her.
En tanke på klimaet fylder for Skagen Havn og hvert år udarbejdes en redegørelse for bæredygtighed, hvor de holder sig selv op på deres mål og ambitioner.
- Vi vil altid gerne være længere, svarer Willy B. Hansen, da jeg spørger, om han er tilfreds med den netop udkomne redegørelse for 2023.
- Vi når aldrig i mål, men det er også godt. Målet rykker sig hele tiden og det presser os til at følge med og blive bedre.
Brancheorganisationen Danske Havne har en målsætning om, at danske havne senest i 2030 skal være CO2-neutrale, og Skagen Havn har derudover et mål om også at være emission-fri i 2030.
- Vi sætter barren højt. Også for højt, men vi føler en forpligtelse til at vise en retning og til at være en stemme i samtalen.
En gang i mellem jokker man i spinaten
- Vi er ikke interesserede i green washing, kommer det prompte fra Willy, da vi snakker om faldgruber og udfordringer ved den grønne omstilling.
En af de store satsninger for Skagen Havn er tilbuddet om landstrøm til skibene. En mere klimavenlig satsning, som på sigt skal udrulles endnu mere på havnen.
- Vi betaler en merpris for at kunne få strøm fra vedvarende energikilder, selvom det i praksis ikke er sikkert, at det er den energi, vi reelt får gavn af her, udtaler Willy og påpeger et af de helt centrale udfordringer ved den grønne omstilling.
At sagen aldrig er sort/hvid og, at der i ethvert valg er mange forskelligartede perspektiver at tage højde for.
Udover tiltaget med landstrøm er der gang i flere projekter i bæredygtighedens navn på Skagen Havn. Nogle tiltag er blivende og omfattende som de nye solcelleanlæg og el-biler, mens andre projekter er mindre forsøgsordninger som områder med miljøforbedrende asfalt og bord-/bænkesæt af genanvendt trawl.
Et udvalg af tiltag, der alle vidner om, hvor mange forskelligartede håndtag man kan skrue på, når man som virksomhed både skal tænke forretning og grøn omstilling.
- Det er nyt land, og der er meget vi ikke ved endnu. En gang i mellem jokker man i spinaten, men vi bliver ved med at søge efter de bedste løsninger.