Seneste nyt

Vokseværk for genbrugsbutik

Venligboerne rykker fra Søndergade til Rådhus Alle

15. januar 2018 kl. 13.20

Det er nu 10 måneder siden, at Venligboerne i Frederikshavn åbnede genbrugsbutik, rådgivningskontorer og hyggestue på hjørnet af Søndergade og Kalkværksvej, hvor EDB Hjørnet lå i mange år.

Interessen for Venligboernes Genbrug i Søndergade har været så stor, at pladsen er blevet for trang.

- Vi har fået en fantastisk modtagelse med vores genbrugsbutik her i Frederikshavn, og vi glæder os utroligt meget til at komme i nye og større lokaler, hvor vi bedre kan præsentere vores varer og hvor der bliver mere luft mellem hylderne, fortæller Venligboernes formand Poul Nielsen.

Forretningen rykker nu ikke mange meter - faktisk blot rundt om hjørnet ved Rådhus Alle til de lokaler, der tidligere husede TUG-Denmark.dk,

Systuen vil nu blive etableret i et hjørne af selve butikken, således at kunderne får mulighed for at kigge indenfor og besigtige de ting der fremstilles af genbrugsmaterialer.

- Denne placering har vi valgt, fordi det er vigtigt for vore medarbejdere i systuen med udenlandsk oprindelse at have mulighed for at tale det danske sprog. Det får de på denne måde muligheden for ved at komme i direkte kontakt med vore danske kunder, understreger formanden.

Derfor afsættes der også plads til en hyggestue, hvor kunderne kan sætte sig ind og nyde en kop kaffe, slappe af en stund og få sig en snak indbyrdes og med de frivillige.

Hyggestuen kan også som hidtil, benyttes som lektiecafé og mødested i butikkens åbningstid og der vil fremover blive mere roligt og hyggeligt her, når systuen får sin egen plads.

Poul Nielsen forventer at kunne åbne den nye butik allerede først i februar og søger derfor flere frivillige til butikken og lektiecaféen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste