Virksomheds- besøg i baghaven

24. marts 2018 kl. 11.20

Haldbjerg-Vangen Grundejerforening har netop besøgt brændeovnsfabrikken RAIS på Industrivej i Vangen.

Det blev en god aften med en spændende introduktion inden der var rundvisning på den store fabrik med fremvisning af firmaets forskellige modeller.

Aftenen sluttede med åben debat i konferencelokalerne på 1. sal.

Det var fabrikschefen Anders Kajgaard selv, der fortalte og viste rundt sammen med sin højre hånd Birger Højvang Jensen.

Virksomheden startede egentlig som Ørskovs maskinfabrik og blev i starten af 1990’erne overtaget af et schweizisk firma, der havde gang i en brændeovnsproduktion i Randers.

Denne fabrik hed Rais og dette navn flyttede så med til Vangen da hele fabrikationen havnede her.

Det er nu tredje år i træk, at den aktive grundejerforening har arrangeret et forårsbesøg hos en af kommunens virksomheder. Den første gang var det en fremvisning af den store, nye skole, Nordstjerneskolen, og sidste år var det Maritimt Overvågningscenter, der slog dørene op for en flot fremvisning af de underjordiske kommunikations- og overvågningsfaciliteter.

- Med tre så vellykkede arrangementer i bagagen føler vi os forpligtet til at følge op på succesen til næste forår og har allerede lagt hovederne i blød for at finde en velegnet virksomhed, der har noget at vise frem og som samtidig har lyst til, at vi kommer, siger grundejerforeningens formand, Bjarne Krogh-Pedersen, og fortsætter:

- Det var en superfin aften vi havde på RAIS, som jo nærmest ligger i vores baghave, med et fuldtalligt fremmøde af interesserede medlemmer, der flittigt spurgte ind til de mange flotte brændeovne vi så.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste