Vinterferie indledes med LAN-Party i Østervrå
ØSTERVRÅ: For tredje gang inviterer Østervrå IF til computer-gaming i Østervrå Kulturhus. Festen henvender sig denne gang til et lidt bredere publikum, idet der kan vælges mellem to tilbud – et eller to døgn bag skærmen.
På nuværende tidspunkt er der registreret 58 tilmeldinger, og der er åbent for tilmelding op til to dage før startskuddet lyder fredag den 14. februar. Arrangørerne er særdeles godt tilfreds med den store forhåndsinteresse fra deltagerne. – Vi glæder os rigtig meget til dette tredje LAN-party, hvor de erfaringer vi har gjort os skal stå deres prøve. Vi har bl.a. optimeret vores grej, så vi forventer, at det hele kommer til at køre endnu bedre. fortæller Morten Rasmussen. Vi har igen oplevet en stor opbakning fra vore sponsorer, og tilmed udvidet kredsen, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Det betyder bl.a. at der også denne gang er en t-shirt til hver deltager, dog ikke til dem, der melder sig i sidste øjeblik.
Den syv mand store arbejdsgruppe har igen lagt sig i selen for at lave et bredt og varieret program. Deltagerne spiller spil efter eget valg, men der er også tilrettelagte turneringer med chance for at vinde pokaler og medaljer. – Vi har lagt et tæt pakket turneringsprogram bl.a. udvidet med flere konkurrencer og større præmier, lover Morten, som sammen med de øvrige tilrettelæggere føler at den teknologiske fest efterhånden har fundet det rette format.
Deltagerne kan vælge mellem to typer billetter. Light Gamer – ét døgn til dem, der måske forholdsvis nybegyndere eller prøver LAN for første gang, og Hardcore Gamer – to døgn til dem, der bare slet ikke kan få nok. Med i prisen får deltagerne en god forplejning, og de kan selv tage ekstra guf med eller købe på stedet.
Et crew på syv voksne hjælper med pladser, tekniske udfordringer, koordinering af turneringer m.m. De sørger også for at alt kommer til at foregå i trygge og sikre rammer. Er der behov for en lille hvilepause, er det muligt i det fælles soveareal, hvor der vil være en gangvagt, der sikre ro og orden i løbet af natten.
Det hele løber af stablen i vinterferien med start allerede fredag den 14. til søndag den 16. februar.
ÅB