Vinterbaderfestivalen markerer 10-året i januar

BRRRr: En ny vintersæson er startet, og vi vinterbader stadig i stor stil. Isbryderne i Skagen forventer stort fremmøde til festovalen i sidste weekend i januar

02. november 2021 kl. 16.00

Isskorper i overfladen, en badestige, vind i håret, og en person, med et let anstrengt, stivnet smil, der prøver at skjule den stikkende kulde efter en tur i det to grader kolde vand, og en tekst a la: "Lækker morgen efter et lækkert dyp. Sund for sjæl og krop."

Sådan er det særligt når vinteren kalder - i hvert fald i Skagen.

Og der er lagt op til en står markering, når vinterbaderne fejrer deres 10 års jubilæum med et brag af en fest.

I 2021 skulle den 10. Vinterbaderfestival i Skagen have været fejret, men den blev udskudt på grund af COVID-19.

Derfor bliver 10 års jubilæet fejret i 2022 - og det er værd at vente på.

- Vi ser frem til et brag af en jubilæums-festival i 2022, understreger Mette Hust der er formand for Skagen Vinterbaderklub Isbryderne.

Traditionen tro holdes vinterbaderfestivalen i Skagen sidste weekend i januar.

Og det sker også i 2022.

- Vi er nu klar med programmet og glæder os til at byde jer velkommen, både jer der allerede har været med og selvfølgelig jer nye, som vil være med for første gang, siger Mette Hust.

Med udgangspunkt i begrebet Skagen 365 som opstod i 2011, var Toppen af Danmark klar til at søsætte ideer der kunne tiltrække turister udefra hele året.

Her opstod ideen med Vinterbaderfestivalen i den kolde, mørke, og triste måned, hvor der var dødt i januar.

Det startede som en lille festival i januar 2012, hvor der var 90 deltagere, og har udviklet sig og der har i de sidste par år været omkring 350 deltagere.

I 2019 deltog Alexandra i åbningsaftenen og morgenbadet fredag, hvor pressen var mere end fordoblet.

- Vi glæder os vanvittigt meget til at fejre vores 10 års jubilæum, hvor vi i år kan præsentere et flot program, siger Mette Hust.

Vinterbaderklubben ”Isbryderne” holder til på Sønderstrand i Skagen, men under Vinterbaderfestivalen flyttes morgenbadningen ud til Grenen Camping CAMP ONE, som lægger lokaler og telt til omklædningen.

Det kolde gys på toppen af Danmark foregår direkte fra stranden, fredag, lørdag og søndag hvor der er ”obligatorisk” morgendukkert i Kattegat.

Der er fælles opvarmning før der blæses reveille og vinterbaderne samlet går til stranden.

Efter badet serveres duftende varm suppe i teltet tilberedt af Jakobs Café. Der tilbydes fællestransport i ”Badebilen” til og fra morgenbadning for dem, der ikke har bil med.

Ud over det obligatoriske ”morgenbad” er der planlagt en række forskellige aktiviteter i løbet af festivalen.

Det omfatter bl.a. after-swimming på Jakobs, ture guidet af vinterbaderne med efterfølgende Skipperlabskovs serveret i Skagens Museums have, fællesgåtur til Grenen inklusiv varm kakao.

Der er også sat tid af til fri afbenyttelse hvor gæsterne kan besøge byens restauranter og butikker.

Lørdag er der stor Jubilæumsfest som afholdes i Skagen SportsCenter, med middag og jubilæumskavalkade i ord og toner over de 10 forgangne år. Søndag afsluttes festivalen med en morgendukkert.

Også Toppen af Danmark ser frem til dette jubilæumsår.

- Vi glæder os umådeligt meget, til igen at byde velkommen til de friske vinterbadere i Skagen.

- I år er det første gang hvor der ikke er et loft på de ca. 300 deltagere, og det bliver derfor særdeles spændende at se, hvor mange vi kan samle.

- Vinterbaderfestivalen har en høj PR-værdi for Skagen, fordi den er med til at vise omverdenen, at toppen af Danmark er et besøg værd - hele åre, siger direktør for Turistforeningen Toppen af Danmark René Zeeberg.

For vinterbadning er nemlig noget, der er kommet for at blive.

Folk, der aldrig havde forestillet sig, at de kunne komme i det iskolde vand, greb håndklædet, tog vennerne i hånden og fik sig en isnende oplevelse.

For nogen var det en engangsforestilling, og for andre blev det en livsstil.

Livsstilsekspert Henrik Byager er ikke spor overrasket over, at trenden fortsætter, og at stadigt flere melder sig ind i klubberne. Ifølge ham vil det ligeledes være populært næste år og flere år frem.

- Den fik selvfølgelig fuld smadder under corona, men vinterbadning har spiret i nogle år.

- Det adskiller sig fra nogle af de motionsformer, som hurtigt går af mode, så vi kan godt regne med, at tendensen fortsætter en del år endnu, siger han og peger på flere grunde til, at det er blevet en folkelig fællesaktivitet.

- Helt overordnet kan man sige, at vi lever i en epoke, hvor rigtig mange mennesker er optaget af en sund sjæl i en sund krop. Det handler om at bruge sig selv, lave noget motion, som holder en godt kørende, giver gode oplevelse, nye fællesskaber og gode historier at fortælle.

- Det er sådan en kæmpetrend, som gør, at folk kaster sig ud i alt muligt. Vinterbadning er så en af dem, forklarer Henrik Byager.

Ifølge ham kombinerer vinterbadning flere forskellige faktorer. Først og fremmest er det en utrolig nem aktivitet at gå til. Man behøver ikke at koste penge i dyrt udstyr, faktisk kunne det ikke blive meget mere let tilgængeligt. Derudover er der et klart sundhedselement, da det både er sundt, og man føler sig sund og frisk efter et koldt dyp.

- Og så er der den optur, man får ud af det, når man fortæller det. Det er også det, vi bruger medierne til, nemlig livsfortællinger om, hvem er jeg. Det er da en superfed ting at kunne slå op, at man sidder der med et håndklæde om rumpetten i februar måned med solskin i ansigtet og lige har været i vandet,

- Og så er det for alle aldersgrupper. Det er lige meget, om du er ung, gammel eller middelaldrende. Det er en aktivitet, der kan være for alle, siger Henrik Byager, der også selv er vinterbader.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste