Seneste nyt

Vinterbaderfestival skudt i gang i solskin: Tæt på 300 deltagere

26. januar 2024 kl. 07.32
Opdateret 29. januar 2024 kl. 12.11

Var det bare still-billeder fra stranden i Skagen denne torsdag, kunne man foranlediges til at tro, at det var en varm sommerdag på Skagen Sønderstrand. 

Men sandheden er, at vi er i slutningen af januar, vandet er seks grader og luften syv, og en større flok vinterbadere har fundet sammen på stranden på Skagen Vinterbaderfestivals første dag.

Bader til levende musik

De seje vinterbadere akkompagneres af den lokale troubadour Mads Toghøj, og kaster sig i bølgen iskold og blå til tonerne af Anna Lovinda, som Toghøj synger, ligesom sin bedstefar Fisker Thomas i sin tid gjorde det.

Solen skinner og står efterhånden lavt ind over stranden hen på eftermiddagen, hvor nogle af de 275 tilmeldte til Vinterbaderfestivalen har fundet vejen til et af festivalens første events. Denne eftermiddag står den på fælles-badning med sang og musik og åbne brandvarme saunaer på stranden.

Mere end iskolde bade

Men festivalen byder på meget andet for deltagerne; Byvandringer, yoga på Kappelborg, fællesspisninger, skipperlabskovs i Skagens Museums have, koncert med Allan Olsen og så selvfølgelig masser af iskolde havbade og varme saunaer.

Veninderne Hanne Boiesen fra Rødding, Mette Boiesen fra Voervadsbro og Bettina Høyer fra Holte har været med til festivalen på toppen af Danmark i otte år.

Til daglig bader de hver især også året rundt, men mødes altså i Skagen til festivalen og bader sammen hvert år i januar.

Og de deltager i en del af festivalens faste arrangementer og særarrangementer.

- Vi skal selvfølgelig have skipperlabskovs og med på byvandring, og så skal vi også ind og høre Allan Olsen, fortæller Hanne Boiesen. Veninderne har desuden tænkt sig at begynde fredagen med fællesyoga på Kulturhus Kappelborg.

Skagen Vinterbaderfestival finder sted fra torsdag den 25. januar til søndag den 28. januar.

Programmet kan ses på Toppen af Danmarks hjemmeside.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste