Skagens berømte Vinterbaderfestival er skudt i gang
SKAGEN: Lad det være sagt straks. Med 1½ grader var vandtemperaturen en anelse højere end den plejer, da de 325 glade og morgenfriske vinterbadere mødte frem i morges til den første dukkert under Vinterbaderfestival i Skagen – den tiende i rækken.
Egentlig skulle jubilæet have været markeret sidste år, men det ødelagde pandemien - og festlighederne blev udskudt til sidste weekend i januar i år, som er det traditionelle træftidspunkt.
Men også her kom pandemien på tværs, og selv om det er et udendørsarrangement, så ville man ikke binde an med det stort anlagte festivalprogram under en nedlukning.
Derfor blev det skubbet yderligere 60 dage og fredag morgen, blev festivalen så skudt i gang.
Under normale omstændigheder finder man Vinterbaderklubben ”Isbryderne” på Sønderstrand i Skagen, men når der er Vinterbaderfestivalen flyttes morgenbadningen ud til Grenen Camping CAMP ONE, som lægger lokaler og telt til omklædningen.
Det var da også her første morgendukkert blev taget fredag 08.30.
Der var fælles opvarmning før vinterbaderne samlet gik til stranden og her var der dømt rigtig 80’er rock med danske Cut’N’Move store hit ”I’m Alive”, som sikrede at de mange deltagere lige fik rørt alle musklerne inden turen gik til stranden.
Og så var der ellers åbnet for dagens første dukkert.
Vinterbaderfestivalen havde folk udstationeret ude i vandet for at sikre, at alt gik efter planen og inden længe fik alle vinterbaderne det kolde gys.
- Det er bare livgivende, lød det fra det fra Arne Christensen, der havde taget turen fra Voldum ved Randers for at være med.
Han er 75 år, men stadig i arbejde, så i år er første gang han kunne få Vinterbadefestivalen i Skagen til at passe ind i sin hverdag.
- Jeg har været vinterbader i 20 år - og det er altså forfriskende, lød det fra Arne, der var sammen med Karin, der bor i Hadsten.
Hun har ikke så mange vinterbaderår i bagkataloget som Arne, men det skyldes ikke mindst, at Hadsten ligger en god stump vej fra kysten.
- Vi er helt sikkert med næste år, hvis arbejdet ikke kommer i vejen, lød det fra Arne Christensen.
Det er efterhånden blevet en tradition, at direktør i Toppen af Danmark René Zeeberg hopper i bølgen kold - og det gjorde han også i år for fjerde festival i træk.
- Jeg kan nærmest ikke mærke benene, var hans umiddelbare kommentar efter vinterbadet.
Men han så meget glad og veltilfreds ud.
Han havde allieret sig med gode venner fra Sparekassen Danmark - så er der også lidt medvind i form af et velment vennepres.
Selv om markeringen klart er mest effektfuld for vinterbaderne, så har Toppen af Danmark også set frem til dette jubel-år.
- Vinterbaderfestivalen har en høj PR-værdi for Skagen, fordi den er med til at vise omverdenen, at toppen af Danmark er et besøg værd - hele året, siger René Zeeberg.
Med udgangspunkt i begrebet Skagen 365 som opstod i 2011, var Toppen af Danmark klar til at søsætte ideer, der kunne tiltrække turister udefra hele året.
Og netop i det regi opstod ideen med Vinterbaderfestivalen til afvikling i den kolde, mørke, og triste måned, hvor der var dødt i januar.
Det startede som en lille festival i januar 2012, hvor der var 90 deltagere, og har udviklet sig og der har i de sidste par år været omkring 350 deltagere.
I 2019 deltog Alexandra i åbningsaftenen og morgenbadet fredag, hvor pressen var mere end fordoblet.
Og det viser ikke alene at Skagen er interessant årets rundt. Det viser også, at vinterbadning er noget, der er kommet for at blive.