Vinkelgården kan ikke renoveres
Boligforeningens ældste afdeling er for sølle til at renovere på. Derfor skal den rives ned
FREDERIKSHAVN: Planen lød på en gennemrenovering af Vinkelgården - og med tilbygning i højden i form af en række taglejligheder med udsigt.
Men det går ikke altid som præsten prædiker, for når man arbejder med gamle ejendomme, så er det ikke altid de skriftlige kilder helt holder vand.
Det må Frederikshavn Boligforening erkende - og nu ender det så med, at hele Vinkelgården rives ned og erstattes af en ny blok svarende til det kvadratmeter antal, som afdelingen i dag rummer.
- Når vi starter på projekter og helhedsplaner så samarbejder vi med teknikere og ingenører, som gennemgår bygningerne og tager prøver for at tjekke om alt er i orden. Det har vi også gjort i Vinkelgården, fortæller formanden for boligforeningen Bjarne Walentin.
Han understreger, at der ikke i disse undersøgelser har været noget, der indikerede at der skulle gemme sig problematiske forhold, men de kom for alvor frem da man gik i gang med nedbrydningen.
Det viste sig således at soklen var af kampesten, der begynder at forskubbe sig og at etageadskillelserne ikke var udført korrekt med jernbindninger.
- Vi må bare erkende, at byggeriet ikke svarede til tegningerne og derfor blev renoveringen stoppet øjeblikkeligt, siger Bjarne Walentin.
- Vi er i øjeblikket ved at skabe os et økonomisk overblik, og har i den anledning haft møde med Landsbyggefonden og drøftelser med kommunen om hvordan kommer vi videre,
De tilknyttede entreprenører er ved at beregne hvad omkostninger er, og tegner på et helt nyt projekt.
Som det ligger lige nu er planen at begge boligblokke nedrives og erstattes at en ny blok, der indeholder samme antal kvadratmeter, som de to eksisterende bygninger tilsammen.
- Vi er i gang med at genhuse de beboere, der er i den korte blok på Vinkelvej.
- Vi har et hensyn at tage til beboernes sikkerhed, derfor genhusningen. Vi frarådes at foretage undersøgelser og fortsætte med nedrivning indtil beboerne er fjernet i området.
- Det er en meget ulykkelig situation vi står i, men beboernes sikkerhed har første prioritet, siger formanden.
Boligforeningen havde et møde med beboerne, hvor man gennemgik forløbet om redegjorde for, hvordan den nærmeste fremtid kommer til at tage sig ud.
- Det var et godt og konstruktivt møde, hvor alle havde fuld forståelse for alvoren, og flere gav udtryk for at det var godt. at vi sørgede for beboernes sikkerhed, og for genhusning selv om de syntes det var træls situation, siger Bjarne Walentin.
Boligforeningens udlejningsafdeling er i øjeblikket i gang med individuelle samtaler med her enkelt beboer for at finde den optimale løsning for hver.