Billede beskrivelse

Vilde salgspriser: Disse huse er guld værd i Skagen

19. december 2021 kl. 06.02

Antallet af bolighandler i Skagen holder fortsat højt niveau. I løbet af årets første 11 måneder er der solgt knap 370 huse mod 416 handler sidste år.

To tredjedele af årets hushandler blev dog indgået før sommerferien. Den tendens fortsætter formentlig i det nye år, vurderer ejendomsmægler Nicklas Lind Pedersen, der er ansvarlig indehaver af Home i Skagen.

- Vores forventninger til 2022 er et marked, som ligner 2. halvår af 2021. Med en ny stor stigning i smittetallet flere steder i verden er udsigterne til, at vi kan og vil rejse på samme måde som før nok sat lidt i bero hos mange.

En håndgribelig investering

Nicklas Lind Pedersen understreger, at der er mange usikkerhedsfaktorer i forudsigelsen. Den historiske prisudvikling gør dog, at mange ser på huskøb som en både attraktiv og værdifuld investering. Kvadratmeterprisen på et hus i Skagen er da også fordoblet fra ca. 9.000 til 18.000 kroner i løbet af de sidste 15 år.

- Som vi hører gentaget flere gange fra Christiansborg, så kører dansk økonomi i et højt gear, og mange danskere investerer enten i sommerhus, ny bolig, boligrenovering eller lignende. I modsætning til en investering i eksempelvis aktier og obligationer er fordelen ved at købe et fritidshus eller en ny bolig, at du samtidig får fornøjelsen af at kunne bruge din investering i dagligdagen og ferier. Så et hus eller et fritidshus er mere håndgribeligt i forhold til for eksempel en aktie, pointerer Nicklas Lind Pedersen.

Alle huse i høj kurs

Han er derfor sikker på, at der fortsat vil være rift om husene i Skagen næste år. Og går man med tanker om et salg, er den gode nyhed, at næsten altid kan sælges.

- Der er ikke en bestemt boligtype, som er I høj kurs i øjeblikket. Faktisk er der bred efterspørgsel efter de fleste boligtyper – både helårsboliger, fritidshuse i alle prisklasser, ejerlejligheder, rækkehuse, andelsboliger med mere, konstaterer Nicklas Lind Pedersen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste