Vil du have efterlønnen ud?
Det næste halve år skal alle os, der stadig indbetaler til efterløn, tage stilling til, om vi vil have pengene i hånden skattefrit nu, eller blive i ordningen.
Befinder man sig i et fysisk hårdt erhverv som murere og tømrere, vil der være nogle, som simpelthen slides fysisk ned, før de når pensionsalderen. Det gælder også faggrupper, hvis arbejde er psykisk krævende.
Andre faggrupper kan fysisk godt arbejde frem mod deres pension, men de skal alligevel tage stilling til, hvor gunstig deres branche er - og vil være fremadrettet.
For brancher med stor udskiftning eller arbejdsløshed kan det betyde, at man får svært ved at finde eller fastholde et job i de sidste år af arbejdslivet, og her kan en seniorjobordning være en hjælp for dem, der ellers står til at miste dagpengeretten.
Så man skal ikke nødvendigvis lade sig friste af muligheden for at få et stort beløb i hånden her og nu - hvis man ikke har en plan med pengene.