Viggo Kampmann - en af de største

Journalist Poul Smidt fortæller den 15. juni på Frederikshavn Bibliotek om Kampmann

04. juni 2017 kl. 08.00

Fhv. statsminister Viggo Kampmann var ubestrideligt en klog embedsmand og politiker - en af velfærdsstatens fædre, men også en mand, der til sidst måtte give slip på sit politiske liv. Journalist Poul Smidt fortæller, torsdag den 15. juni, kl. 19.30, på Frederikshavn Bibliotek, hele historien om Viggo Kampmann.

Viggo Kampmann, der levede fra 1910 til 1976, er kendt som embedsmand, modstandsmand, socialdemokratisk politiker og ikke mindst statsminister (1960-1962). Aftenens foredrag tager udgangspunkt i Poul Smidts anmelderroste biografi fra 2016. En fortælling om en af de store politikere i Danmark i årtierne efter Anden Verdenskrig - og om et af de mest usædvanlige livsforløb i Danmarks nyere politiske historie.

Tilhørerne får indblik i et portræt af en mand, der ubestrideligt var en klog embedsmand og politiker, en af velfærdsstatens fædre, men også en mand, der til sidst måtte give slip på sit politiske liv.

Poul Smidt vil i foredraget fortælle hele historien om Viggo Kampmann. Både om hans sejre, som vi nyder godt af i dag, og hans personlige problemer, alkoholmisbruget og skandalerne, som endte med at koste ham alt.

Aftenens gæst, Poul Smidt, er f. 1944, er journalist og har fortalt og skrevet om dansk og europæisk politik i aviser, radio og fjernsyn siden midten af 1960’erne.

Billetter til foredrage kan du købe via bibl.frederikshavn.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste