Vi vil have færdigretter
Bøffer, brød og blåfinnede tunfileter er ikke længere det eneste, der ryger over disken i Frederikshavns specialbutikker. Efterspørgslen på hurtige og nemme madløsninger, der samtidig er sunde og af høj kvalitet, har fået de mange små madbutikker til flerdoble udvalget af færdigretter.
De store supermarkedskæder har længe fokuseret på convenienceprodukter, og i de seneste år har specialbutikkerne fulgt trop.
Hos Emilievejs Slagterforretning genkender slagtermester Peter Olsen tendensen.
I de seneste år er sortimentet af færdigretter blevet udvidet kraftigt, og salget af convenienceprodukter er steget med cirka 40 procent over tre år.
- Billedet af en slagter som en tyk mand med en hugøkse i hånden holder ikke længere. Vi er madmennesker, der tager udgangspunkt i det gode kød og laver den mad, som kunderne efterspørger.
- Conveniencedelen har taget helt vild fart i de seneste tre år, og intet peger på, at den aftager igen.
- Efterspørgslen kommer både fra børnefamilier, der vil spare tid, og fra pensionister, der blot vil have et frisklavet måltid, siger Peter Olsen.
Udover klassisk smørrebrød indeholder conveniencesortimentet tapas, en serie af egnsretter, bakker med retter, kunden selv skal tilberede, og som det sidste nye patentglas med færdige gourmetretter som coq au vin, asiatisk kyllingesuppe eller en nordafrikansk lammeret.
Ifølge Peter Olsen skyldes færdigretternes succes, at de er blevet sundere, og forældre nu med god samvittighed kan servere en færdigret for hele familien.
- Vi har fået meget mere fokus på ernæring, og vi bruger masser af grøntsager i vores mad, og vi har allieret os med lokale leverandører, både fordi det sikrer gode råvarer, og fordi den lokale forankring er ekstremt vigtig for kunderne.
- De vil vide, hvor tingene kommer fra, og elsker at høre, når vi for eksempel har braiseret svinekæber i øl fra et mikrobryggeri rundt om hjørnet, forklarer Peter Olsen.