Vi vil have asken spredt over havet
Efter Prins Henriks beslutning om at få halvdelen af sin aske spredt over havet har bedemænd landet rundt fået henvendelser fra danskere, der vil forhøre sig om muligheder, regler og priser for askespredning til havs.
Hos Hejslet Begravelsesforretning i Frederikshavn forventer man øget interesse for at få afdødes aske spredt over åbent hav. En interesse, der i forvejen er i stærk stigning.
- I hvert fald en fjerdedel af de cirka 200 "sidste viljer" i vores kartotek er tegnet, fordi man ønsker at få sin aske spredt over havet, siger Frank Hejslet til Kristeligt Dagblad.
Også Kirkeministeriet har fået flere forespørgsler om askespredning. Indtil 2009 krævede det en særlig tilladelse fra netop Kirkeministeriet at få asken spredt over havet. I 1988, det første år med en statistik for området, blev der givet 80 tilladelser.
Siden en lovændring trådte i kraft i 2009, er det blevet lettere, og i dag kræver det blot et nedskrevet ønske fra afdøde, og det anslås, at der nu er mellem 2600 og 3000 askespredninger til havs om året.