Vi kan ikke få nok af Bratten
Er det en altan, lige dér ud for køkkenvinduet, der ville gøre det potentielle nye hjem til dit drømmehjem?
Eller ville det være at swappe nabohuset og deres storskyggende træer med en ugeneret udsigt over bølgen den blå, der kunne få dig helt solgt?
Er dit svar det første, taler sandsynligheden for, at din adresse ligger i en af landets større byer, mens havudsigten i højere grad er et yndet søgeord for boligjægerne i de mere yderligt beliggende kommuner.
Helt nye tal fra boligsitet Boliga.dk viser nemlig, at dem der i år har søgt bolig i landets storby-kommuner: København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense søger allermest på ordet: Altan.
Anderledes er målinger her i Frederikshavn.
Godt nok vil vi også gerne ud i det fri, men ikke på en altan. Vi skal have strand eller i det mindste 2500 egne kvadratmeter under fødderne.
Derfor er det ord, der uden sidestykke er søgt mest på i Frederikshavn - Bratten.
Det er jo en pendant til Korsbæks fedet - sommerhusområdet, hvor frederikshavnere i flere menneskealdre har nydt fritidslivet - og særligt sommerferien.
Og drømmen om det frie liv lever altså videre i alle os, der bor i Frederikshavn - så må vi håbe at drømmen om sommer måske materialiseres til næste år.