Vi holder strandene rene
På strandene fra Grenen til Skiveren bliver de opstillede kasser igen og igen fyldt med marint affald – en gestus, som rører strandpasser Kaj Jakobsen
KOMMUNEN: Grundet risikoen for smittespredning af corona anbefales borgere at blive hjemme og holde afstand, når de bevæger sig rundt i det offentlige rum – en anbefaling, der også gør sig gældende på strandene i Skagen.
- Der er heldigvis også langt færre på strandene i disse dage, end der plejer, fortæller Kaj Jakobsen, der har været Frederikshavn Kommunes strandpasser fra Grenen i nord til Skiveren i syd siden 2001.
Siden hans ansættelsesstart er der opsamlet 1400 tons maritimt affald - en af hans mange daglige opgaver er nemlig at holde strandene rene. En opgave, som offentligheden nu hjælper ham med.
- Vi har for andet år i træk opstillet 33 pallekasser på strandene, hvor gæsterne kan smide det affald i, som de finder på strandene under deres gåtur, siger Kaj Jakobsen.
Statsministeren opfordrer igen og igen til at udvise samfundssind ved at holde afstand – men det er ikke den eneste form for samfundssind, der udvises i Skagen i disse dage.
- Selvom jeg ikke ser så mange på strandene, kommer der virkelig meget affald i kasserne – og det er helt fantastisk, at så mange gider at hjælpe med at holde vores strande rene, fortæller Kaj Jakobsen.
Strandens gæster fylder kasserne med marint affald – altså det affald, som bølgerne hiver med i land fra havet. Derefter tømmer Kaj Jakobsen så kasserne og sorterer affaldet, så så meget som muligt kan blive genbrugt.
- Jeg synes, at det er utroligt, at strandgæsterne har overskud til at indsamle affald i de her tider – og der bliver virkelig indsamlet meget. Det er så flot. Så der skal lyde et stort tak herfra, slutter Kaj Jakobsen.
Pallekasserne til affaldsindsamling bliver stående på strandene sommeren over.