Billede beskrivelse

Vi er stadig for tykke

Alkoholen er sat på hylden og smøgerne skoddet, men der er plads til sundhedsforbedring

07. marts 2018 kl. 12.50

Næsten 3.000 borgere i Frederikshavn kommune har deltaget i den landsdækkende undersøgelse Hvordan har du det?

Undersøgelsen har kortlagt borgernes trivsel, sundhed og sygdom.

Resultatet af undersøgelsen viser, at Frederikshavn Kommune er på rette vej mod bedre sundhed på mange områder.

For eksempel er alkoholforbruget faldet i forhold til 2013, og antallet af storrygere er fortsat faldende.

I Frederikshavn kommune er der flere borgere, som vurderer deres eget helbred som godt, end i regionen som helhed.

- Det er meget positivt, at flere borgere sætter deres alkoholforbrug ned, og der er færre storrygere. Det tyder på, at kommunens tilbud om hjælp til at stoppe sit alkoholmisbrug, og rygestopkurser har en positiv effekt.

- Vi bruger blandt andet sundhedsprofilen som et pejlemærke for, hvor vi skal sætte ind med vores forebyggende indsats og sundhedstilbud, og hvordan vi får den største effekt for de midler, vi har til rådighed, siger Christina Lykke Eriksen, formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Samtidig med, at det går fremad med sundheden på nogle områder, viser sundhedsprofilen, at det går den forkerte vej på andre områder.

Der er således behov for særlig opmærksomhed på sund kost og daglig motion.

Antallet af borgere med svær overvægt er fortsat stigende i Frederikshavn kommune - akkurat som trenden er på landsplan.

- Det er tankevækkende, at antallet af borgere med svær overvægt fortsat stiger. Det må vi tage som et klart signal om, at vi skal være endnu bedre til at fortælle borgerne om deres muligheder for at få individuel kost- og diætistvejledning og hjælp til at tabe sig i kommunens sundhedscentre, siger Christina Lykke Eriksen.

Sundhedsprofilen viser en stigning i antallet af borgere med mentale lidelser og kroniske sygdomme, som svækker livskvaliteten.

En tendens, der giver anledning til at se nærmere på, hvad kommunen kan gøre for at vende udviklingen.

- Det er bekymrende, at flere af vores borgere lider af psykiske og kroniske sygdomme. Det har alvorlige konsekvenser for den enkelte, der bliver ramt på sin livskvalitet, sin arbejdsevne og sit sociale liv. Vi har en opgave i at sætte en retning for, hvordan vi forebygger, at flere bliver syge, og hvilke tilbud der bedst hjælper borgere med en sindslidelse eller følgerne af en psykisk sygdom, siger Christina Lykke Eriksen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste