Billede beskrivelse

Vi er mindre trygge end for to år siden

26. februar 2018 kl. 13.20

Nordjyderne føler sig mindre trygge end de gjorde for et år siden - og det er især uden for Aalborg.

Det viser Rigspolitiets årlige tryghedsundersøgelse, der måler danskernes tryghed og tillid til politiet.

85,7 procent af nordjyderne har svaret, at føler sig trygge.

Men i 2016 svarede hele 90 procent, at de følte sig trygge.

Og noget tyder på, at det er uden for Aalborg, at borgerne er blevet mere utrygge.

For i Aalborg ligger trygheden på samme niveau som i 2016. Her har politiet i parløb med kommunen også haft et særligt fokus på aktiviteter, der kunne øge trygheden gennem se senere år.

Politidirektør i Nordjyllands Politi Anne Marie Roum Svendsen ser med alvor på den negative udvikling i tryghedstallet.

Hun peger på, at den nationale terrortrussel, bandekonflikterne og flygtningekrisen kan have prentet sig ind i nordjydernes bevidsthed og påvirket trygheden.

Men lokale forandringer kan også have spillet ind.

- Vi skal sørge for, at nordjyderne føler sig trygge der, hvor de bor og færdes. Vi valgte i maj 2017 - kort før tryghedsmålingen begyndte - at omorganisere Nordjyllands Politi til de større, mere specialiserede enheder, vi er i dag.

- Det gjorde vi, fordi det er sådan, vi stærkest bekæmper de kriminalitetsformer, som skaber den allerstørste utryghed hos nordjyderne, f.eks. de mange indbrud begået af udlændinge eller it-kriminalitet. Men jeg forstår godt, hvis lukningen af nærstationer har sat spor i tryghedsundersøgelsen, forklarer Anne Marie Roum Svendsen.

Ifølge politidirektøren har det altså kostet lidt på den nære tryghed at kæmpe kampen for tryghed i større skala.

Anne Marie Roum Svendsen pointerer, at Nordjyllands Politi vil være nærværende og synlige for borgerne på andre og nye måder end via nærstationer.

- Fra 1. februar 2018 placerede vi en gruppe efterforskere i Brønderslev, som specifikt arbejder med at opklare lokale indbrud. Vi vil også styrke vores patruljering i Nordjylland her fra foråret med særligt fokus på lokalsamfundene, som vi generelt vil styrke vores samarbejde med og synlighed i.

- Som borger vil du f.eks. kunne møde os ved borgermøder og ved vores mobile stationer, som vi kommer ud med. Den virtuelle nærhed har vi også fokus på. De unge forventer at kunne nå os på nye måder, og det behov arbejder vi også hele tiden på at opfylde, siger Anne Marie Roum Svendsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste