Billede beskrivelse

Vi er ikke meget for at sende mobilen på værksted

19. april 2020 kl. 11.44

KOMMUNEN: Når mobilen får en skade, lever de fleste nordjyder med skaden, indtil mobilen er helt ubrugelig.

Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har foretaget for Telenor.

Mange af os lever med en knust skærm, fordi vi ikke vil undvære mobiltelefonen i for lang tid, og fordi det kan være dyrt at få den repareret.

Et skærmskift med en original skærm kan også løbe op i mange tusinde kroner, hvis man ikke har en forsikring.

Omtrent en tredjedel af nordjyderne har indenfor de sidste to år oplevet, at deres mobil er blevet beskadiget.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at mobilen bliver repareret.

Region Nordjylland er nemlig den region, hvor flest borgere vælger ikke at få mobilen sendt til reparation – det er således kun 20 procent som får mobilen repareret, hvilket er det laveste blandt alle regioner.

Af de som får den repareret, får 33 procent gjort det indenfor en uge efter skaden er sket.

Til sammenligning får hele 66 procent af borgerne i Region Syddanmark repareret mobilen indenfor en uge.

- Vi har hele tiden mobilen med os, og vi tjekker den mange gange dagligt for nyheder, beskeder og sociale medier. Derfor overrasker det mig, hvor mange der lever med en ødelagt mobil, selvom den har så stor betydning i hverdagen, siger Tor-Arne Fosser, kundedirektør i Telenor.

Den hyppigste mobilskade blandt nordjyderne er en smadret skærm, men det er stadig knap en femtedel, som hellere vil beholde mobilen til, den er helt ubrugelig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste