Vi bøjer os for influenzaen
Intet tyder på, at sygdommen er ved at klinge af
Mange nordjyder har allerede måttet krybe under dynen med influenza, og risikoen for at blive ramt er desværre langt fra slut endnu.
Influenzaen rammer også denne gang i ryk i de forskellige dele af landet.
Lige nu er der meget travlt i Region Nordjylland, men ikke helt så travlt i Region Midt.
Travlheden mærkes ifølge indberetningerne ikke i så høj grad hos de praktiserende læger, men i langt højere grad hos lægevagten og på sygehusene.
På Regionshospital Nordjylland siger Charlotte Fuglsang, der er plejefaglig direktør, at "det hele tiden flytter sig":
I sidste uge var der mange sygemeldinger på de medicinske og kirurgiske sengeafsnit, mens det nu er akutområdet, der er ramt. Akutområdet Hjørring er tirsdag ramt af 10 sygemeldinger, og det er både plejepersonale og læger, som er sygemeldt.
Ifølge Statens Serum Institut er det hovedsagelig influenza B af typen Yamagata, der hærger i Danmark i denne tid.
En fattig trøst kan være, at danskerne ikke er ene om at blive ramt af influenza. I Europa meldes der generelt om stigende udbredelse med en lav til middelhøj intensitet, oplyser Statens Serum Institut. I nogle lande er det især type A-influenza, der huserer, i andre - som i Danmark - primært type B.