Vi bliver simpelthen flere
Behov for flere pasningstilbud i kommunen de kommende 10 år
FREDERIKSHAVN: Behovet for dagtilbudspladser vil øges markant i de kommende år, hvor børnetallet stiger.
Alene i de nordjyske kommuner vil der over de næste 10 år være brug for 3.918 flere dagpleje- og daginstitutionspladser, end kommunerne råder over i dag.
Det viser en fremskrivning baseret på tal fra Danmarks Statistik.
Udviklingen vækker en stærk bekymring hos formand for pædagogisk sektor i FOA Mogens Bech Madsen, som frygter, at børnene kommer til at betale prisen for de manglende pladser.
- Allerede i dag er normeringerne alt for lave i institutionerne. De voksne er for få til at give børnene den omsorg og nærhed, de bør have, og i dagplejen forlader flere faget, fordi kommunerne placerer et femte barn hos dem. Så der kan ikke klemmes flere børn ind på stuerne og hos dagplejerne. Kommunerne skal etablere nye pladser, siger han.
Han erkender, at kommunerne på grund af den demografiske udvikling står over for flere alvorlige udfordringer.
For mens børnetallet stiger gør antallet af ældre i kommunerne det samme.
- Derfor er det forrykt, at kommunerne er pakket ind i den økonomiske spændetrøje, som udgiftsloftet er. Der er tydeligvis behov for investeringer på området, og hvis det er en økonomisk udfordring i dag, må man i stat og kommuner trøste sig ved, at det betaler sig at investere i, at give børn en god start på livet, siger Mogens Bech Madsen.
Antallet af indskrevne børn i dagpleje og daginstitution vil over de kommende 10 år vokse med mellem 10 og 15 procent i Frederikshavn Kommune efter FOA’s opgørelse.