Vi bager og drikker kaffe
Selvforkælelse topper i årets julehandel, fortæller Imerco i Frederikshavn
KOMMUNEN: Hvad gør en global pandemi mon ved vores jule-shoppevaner?
Det ved Helle Barnbæk, som er butikschef i Imerco på Danmarksgade i Frederikshavn.
Her kan de nemlig, lige som resten af landet, mærke, at særligt to kategorier er i eksplosiv vækst.
Der er tale om salget af bageudstyr, som er steget med hele 50 procent sammenlignet med november sidste år.
Og endnu vildere ser det ud med salget af kaffemaskiner, der er steget med hele 89 procent sammenlignet med samme tid sidste år.
- Min oplevelse er, at byens borgere prioriterer selvforkælelse højt i denne meget anderledes tid.
- Der skal være plads til at kunne hygge med børnene i køkkenet og bage alt fra brød til velduftende kager.
- Desuden mærker vi i butikken, at flere ønsker at handle og støtte mere lokalt, fortæller Helle Barnbæk, der også kan bekræfte, at salget af julepynt, nisser og boligtilbehør har gjort det særligt godt i butikken i år.
På landsplan kan danskejede Imerco, der har ansat over 350 ekstra juleassistancer, også fortælle, at salget af julepynt er ekstra højt i år, og alene i november måned har danskerne købt over 60.000 nisser.
Så julestemningen må være på vej til de danske hjem trods en anderledes jul i år.