Vi åbner lågen til 19. december
jULETIDEN er for langt de fleste af os en tid, der er forbundet med hygge, stearinlys og gaver.
Indrømmet - i perioder kan forventningerne om hyggen i stearinlysenes skær med mad og gaver, nok skabe en smule angstens stress. Men den overvinder vi - og da særligt, fordi vi bor i en by, hvor man kan glæde sig over den smukke natur, der er omkring os - og her i mørketiden nyde den smukke julebelysning og de mange gode venner og bekendte, man støder ind i og får en sludder med, når man er taget på bytur.
Også her på Lokalavisenfrederikshavn.dk, indfinder julehyggen sig.
Hver dag frem til juleaften åbner vi for en lille julefrisk oplevelse.
I dag får vi juleoplevelsen fra handelschef Dan Kobberup, der i dagens anledning kaster sig over den gode julemenu, som selvfølgelig skal laves fra bunden.
Jeg sætter pris på, når maden laves fra bunden med kærlighed og i særdeleshed den traditionelle nordjyske julemenu.
I min familien står julemenuen gerne på and, steg, medister, rødkål og grønlangkål, brune og hvide kartofler, og så bliver der altid en god og fyldig sauce fra stegeskyen - mums!
Vi mødes også gerne 1. juledag til traditionel frokost med bl.a. sild, rejer, laks, frikadelle, sylte, medister, steg, hvid- og grønlangkål og afslutningsvis ostefad.
Den danske klassiske julemenu, kan være en udfordring at sætte en passende vine til.
Der er mange smagsnuancer, sødme i saucen og de brunede kartofler, de sure elementer fra rødkål og forskellige slags kød, som på hver sin måde udfordrer vinen til julemaden.
Personligt går jeg efter en fyldig og kraftig rødvin gerne med lidt sødme.
Det bliver ofte til en Italiener fx Valpolicella Ripasso Superiore eller en vellavet Amarone fra Veneto.
Årets julevin er endnu ikke udvalgt, men tidligere år er valget også faldet på en vellavet oversøisk Zinfandel, som typisk byder på kraft, saft og sødme.