Vi åbner lågen til 15. december
jULETIDEN er for langt de fleste af os en tid, der er forbundet med hygge, stearinlys og gaver.
Indrømmet - i perioder kan forventningerne om hyggen i stearinlysenes skær med mad og gaver, nok skabe en smule angstens stress. Men den overvinder vi - og da særligt, fordi vi bor i en by, hvor man kan glæde sig over den smukke natur, der er omkring os - og her i mørketiden nyde den smukke julebelysning og de mange gode venner og bekendte, man støder ind i og får en sludder med, når man er taget på bytur.
Også her på Lokalavisenfrederikshavn.dk, indfinder julehyggen sig.
Hver dag frem til juleaften åbner vi for en lille julefrisk oplevelse.
I dag får vi juleoplevelsen fra Santa Julle, der holder til i Kirkeskoven:
Nu er det jul og Frederikshavn summer af glæde
Byen stråler af lys, hvert hus har sin kæde.
I gaden kører Santa Julle i sin kane,
til Kirkeskoven har han sin faste bane
Han skal ned i sit sekskantede hus,
hvor der sikkert også bor et par julemus.
Her stikker han nøglen ind i låsen,
går ind og sætter sig ned på måsen.
Snart står der masser af børn i døren,
med kolde næser og røde øren.
Så får Julle travlt, for godter skal de have,
fra sækken også en lille gave.