Vi åbner lågen til 14. december
jULETIDEN er for langt de fleste af os en tid, der er forbundet med hygge, stearinlys og gaver.
Indrømmet - i perioder kan forventningerne om hyggen i stearinlysenes skær med mad og gaver, nok skabe en smule angstens stress. Men den overvinder vi - og da særligt, fordi vi bor i en by, hvor man kan glæde sig over den smukke natur, der er omkring os - og her i mørketiden nyde den smukke julebelysning og de mange gode venner og bekendte, man støder ind i og får en sludder med, når man er taget på bytur.
Også her på Lokalavisenfrederikshavn.dk, indfinder julehyggen sig.
Hver dag frem til juleaften åbner vi for en lille julefrisk oplevelse.
I dag får vi juleoplevelsen fra Mediehuset i Tordenskioldsgade, som har kigget lidt i de lokalhistoriske julenoter.
Det var i november i sidst i 70’erne eller i begyndelsen af 80’erne.
Larvik var som byen stadig er venskabsby med Frederikshavn - og akkurat som i år kom Larviks bystyre med årets juletræ til Rådhuspladsen.
Træet blev sendt i forvejen, så det kunne nå at blive stillet op inden Larviks ordførende ankom.
Borgmester var dengang socialdemokraten Villy Christensen, som kørte et tæt parløb med venstrehøvdingen Knud Uggerhøj.
I denne lukkede kreds går det formentligt an at nævne, at Knud så absolut var handlingens mand, så da træet ankom efter hård søgang og var knækket var gode råd dyre.
Villy ringede med det samme til Knud, som straks overtog ansvaret at få et nyt træ frem fra Larvik.
Og pludseligt stod det der så og blev beskuet af alle os - og folk fra Larvik.
At træet så formentligt havde levet hele sin tid i Elling Plantage er så en anden sag - for det skulle jo blot ses - ikke holde tale.