Vi åbner lågen til 10. december

jULETIDEN er for langt de fleste af os en tid, der er forbundet med hygge, stearinlys og gaver.

Indrømmet - i perioder kan forventningerne om hyggen i stearinlysenes skær med mad og gaver, nok skabe en smule angstens stress. Men den overvinder vi - og da særligt, fordi vi bor i en by, hvor man kan glæde sig over den smukke natur, der er omkring os - og her i mørketiden nyde den smukke julebelysning og de mange gode venner og bekendte, man støder ind i og får en sludder med, når man er taget på bytur.

Også her på Lokalavisenfrederikshavn.dk, indfinder julehyggen sig.

Hver dag frem til juleaften åbner vi for en lille oplevelse fra juletiden.

I dag er det Poul Erik Ledet fra Nygaards Kaffe, der har kigget tilbage til en tid, hvor sorgen bredte sig i juletravlheden.

Det var en forfærdelig jul, som vi alligevel overlevede på nær vores yngste datter Julie.

Da jeg i maj måned 1995 overtog Nygaard`s Kaffe efter min gamle læremester Poul Nygaard, var vi en hel familie (mor og far samt 2 piger), der så lyst på fremtiden og lagde planer for at hygge os med den gamle butik, og vi var meget spændte på hvordan den første julehandel ville spænde af.

Jeg havde travlt i butikken og min kone hjalp ind imellem, mens vore to piger var i Esbjerg.

Den ældste pige var i arbejde og den yngste pige studerede på Esbjerg Handelsskole.

Men bedst, som julestemningen var ved at brede sig blev vi kaldt til Esbjerg, hvor vores yngste pige var blevet indlagt på sygehuset, med hvad der viste sig at være meningitis. Vi kørte hurtigt om natten i taxa til Esbjerg i snevejr, men da vi nåede frem, var vores datter bevidstløs og vågnede ikke op igen.

Vi fik en ven af familien til at sætte en seddel på butiksdøren om, at der var lukket på grund af sygdom i familien, og da vi havde ordnet det praktiske med at tømme datterens kollegieværelse og vendte tilbage til Frederikshavn og åbnede butikken igen, så spurgte flere af de flinke kunder selvfølgelig om patienten var blevet rask.

Men jeg måtte svare at patienten desværre var død 11. december 1995 som 20 årig.

Det var en meget hård tid, nu hvor alle skulle være glade, men når jeg nu skriver denne beretning, 22 år senere, så er det for at fortælle, at livet skal og kan leves også selv om man møder modstand, og vi mindes i dag de glade stunder, vi har haft og glæder os over alt det, vores datter nåede på sine 20 leveår.

Vi valgte ikke at gemme os, men holdt en stor begravelse, med huset fuld af unge mennesker fra både Esbjerg og Frederikshavn, og selvom det var hårdt, så gennemførte vi den første julehandel og jeg brugte kunderne, som min terapi ved at snakke om at vores datters var død i stedet for at lukke mig inde.

At tale om at ens datter er død gør èn bevæget, men giver samtidig mulighed for at komme tættere på andre mennesker, hvor mange også har brug for at tale om deres gode og dårlige oplevelser.

Vi valgte også at holde jul hjemme med hele familien omkring os, og igen var det de glade stunder vi talte om, så vi andre overlevede julen og agter at leve videre mange år endnu og glæde os over det vores børn og børnebørn har givet og giver os.