Verdensmål i vandkanten: Skoleklasser besøger restaurant

12. september 2022 kl. 07.48

Tre skoleklasser fra Brovandeskolen i Skagen sidder og skutter sig under uldtæpper omkring bordene på Restaurant Blink ved Det Grå Fyr i Skagen.

Frederikshavns kommune har i uge 36 fokus på FN’s verdensmål, og Det Grå Fyr står i den forbindelse for flere arrangementer.

Denne fredag formiddag er eleverne fra Brovandeskolen og deres lærere blevet klogere på Verdensmål 15, som har været Det Grå Fyrs fokus.

Og med sommervejr i september helt frem til denne blæsende og våde fredag, får Det Grå Fyr, Restaurant Blink og børnene fra Brovandeskolen for alvor indviet årets første rigtige efterårsdag i Skagen.

Restaurant Blink deltager med oplysende quiz om mad og smagsprøver på mad lavet i det fri,

Det rusker godt i det og småregner, og børnene er kommet cyklende hele vejen ud til Det Grå Fyr for i første omgang at deltage i jagten på smådyr i vandkanten og klitten omkring fyret.

Blink og bæredygtighed

Men nu efter halvanden time ude i efterårsvejret sidder de i varmen på Restaurant Blink.

Medejer af restauranten Søren Korsholm underholder med quiz om sæsonens råvarer, lige fra grønkål til squash og palmekål og kulmule - eller kålmule som en elev så kvikt kalder det midt i al snakken om kål.

- For os er det vigtigt, at børn så tidligt som muligt får en forståelse for naturen og de råvarer vi spiser. Det er vigtigt at forstå, at det er meget federe at spise det, vi omgiver os med, end noget der er kommet hele vejen over Atlanterhavet, siger Søren Korsholm og fortsætter:

- Da jeg var barn troede jeg, at jordbær var noget, der groede hele året, fordi supermarkederne havde jordbær fra for eksempel Chile i køledisken om vinteren, fortæller han og forklarer, at det jo ikke er særligt fedt, for det første fordi de ikke smager godt og fordi det, ifølge restaurantejeren ikke giver mening at transportere et jordbær den halve jord rundt.

- Det er der ikke meget bæredygtighed i, som han siger.

Verdensmål i vandkanten

Og netop bæredygtighed er en del af FN’s verdensmål 15, som Det Grå Fyr har sat fokus på. Det handler om livet på land, herunder om at beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land og at bekæmpe ørkendannelse og udpining af jorden.

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.

Forståelse for fødekæder

- Vi vil gerne vil være med til at give børn en større viden om naturen og om hvordan tingene hænger sammen. I dag har vi sammen med børnene fundet hele 60 forskellige arter bare lige her omkring fyret, fortæller Lene Kappelborg, som er leder på Det Grå Fyr, og fortæller at det er meget konkret viden, de videreformidler. Det kan blandt andet handle om, hvordan fødekæder fungerer.

- Når børnene rent faktisk står med en lille plante i hånden, som et lille dyr klæber sig til, som så gør den lækker for en fugl i området, så bliver det meget konkret, hvordan naturens fødekæder fungerer, fortæller Lene Kappelborg.

Grøntsager er også til børn

Og det er helt i tråd med det, som Restaurant Blink også gerne vil formidle til børnene.

- Mange børn tror ikke, at de kan lide grøntsager, men hvis der er noget, vi alle sammen kommer af, er det jo grøntsager. Alle levende væsner spiser grøntsager. Og jeg synes vi som mad-fagpersoner har et ansvar for at inspirere. Og så har forældrene en stor opgave i at præsentere grøntsagerne for deres børn og ikke allerede, inden barnet får smagt på det sige: “Det der tror jeg ikke, at du kan lide”, for så er det helt sikkert, at barnet ikke kan lide det, siger Søren Korsholm, som samtidig lover, at hos Restaurant Blink kan du altid få en opskrift på det, du har spist med hjem, hvis du har brug for det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste