Billede beskrivelse

VEB stiler efter uafgjort

03. april 2018 kl. 12.26

Vendsyssel Elite Badminton (VEB) skal tirsdag forsøge at tage et skridt på vejen mod en plads i DM-finalerne, når det gælder den første semifinale mod Team Skælskør Slagelse.

Vendelboerne var bedst placeret af de to hold i grundspillet, og derfor spilles den første semifinale på sjællændernes hjemmebane, mens der som tidligere omtalt er returkamp i Skagen torsdag.

- Det bliver et opgør med mange lige kampe, og kan vi komme derfra med 3-3, vil jeg stå med armene over hovedet, for så har vi chancen for at afgøre det på hjemmebane, lyder det fra VEB-træner Allan K. Nielsen.

På forhånd kan han dog kun pege på en enkelt sikker sejr til sit hold. I mixeddouble, hvor Jacco Arends og Cheryl Seinen skal leve op til favoritværdigheden mod Scott Evans og Nina Vislova.

- Vi er favoritter i mixeddouble, men ellers er der mange lige kampe med en marginal favoritværdighed til den ene eller anden side, siger han.

Normalt henter vendelboerne også en sikker sejr i damesingle, men denne gang må VEB’s Beiwen Zhang indstille sig på at være underdog i kampen mod OL-guldvinderen Carolina Marin.

- Hun er lidt nervøs for den kamp, men jeg tror faktisk, at hun har en chance for at vinde. Jeg synes ikke, at Marin har præsteret vanvittigt godt det sidste halve års tid, siger Allan K. Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste