Billede beskrivelse

VEB fik uafgjort

Vendsyssel Elite Badminton står med gode muligheder for at spille sig i DM-finalen

03. april 2018 kl. 22.37

Vendsyssel Elite Badminton spillede tirsdag aften 3-3 i den første af to DM-semifinaler mod Team Skælskør/Slagelse.

Dermed kan klubben med en sejr i torsdagens returkamp i Skagen spille sig i sin første DM-finale nogensinde.

Vendsyssel startede kampen med en 1-0 føring, idet hjemmeholdets damesingle, OL-guldvinderen Carolina Marin, har lagt sig syg hjemme i Spanien.

Så Vendsyssels Beiwen Zhang kunne holde en friaften.

Matchen lagde ud med mixeddoublen - og også her stillede hjemmeholdet svækket op. I skadede Nina Vislovas fravær dannede Camilla Juhler Kristiansen par med Scott Evans, og de fik ikke et ben til jorden mod Vendsyssels Jacco Arends og Cheryl Seinen, der med cifrene 21-11, 21-16 bragte nordjyderne på 2-0 i holdkampen.

I 1. herresingle var Vendsyssels Raul Must på en svær opgave mod verdensranglistens nummer 39, hollandske Marc Caljouw. I første sæt spillede Must godt med, men i sidste ende måtte han strække våben med cifrene 17-21, 16-21, og dermed havde Team Skælskør Slagelse reduceret til 1-2.

Set gennem nordjyske briller gik det bedre i 2. herresingle, hvor Vendsyssels unge Victor Svendsen viste sit store potentiale. Han fejede i dén grad gulv med hjemmeholdets finne, Kalle Koljonen. Svendsen vandt 21-16, 21-10 og sendte dermed sit hold i front med 3-1.

I herredoublen havde Vendsyssel Zvonimir Durkinjak og Lasse Mølhede rollen som underdogs mod Kim Astrup Sørensen og Søren Gravholt, og det var da også Skælskør-duoen, der endte med at hive sejren i hus med cifrene 21-16, 19-21, 21-14. Den nordjyske duo fulgte med til 12-13 i tredje sæt, men så var der også udsolgt.

Den afsluttende dyst stod i damedouble, hvor hjemmeholdets Line Kjærsfeldt og Selena Piek var storfavoritter mod VEB’s svenske duo med Emma Wengberg og Clara Nistad. Det blev til en sikker favoritsejr på 21-16, 21-12.

Holdkampen sluttede dermed 3-3, og det hele skal derfor afgøres i returkampen torsdag i Skagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste