Billede beskrivelse

Varmeværk sætter prisen op

Højere gaspriser og færre statslige tilskud er en dårlig cocktail for forbrugerne

04. januar 2019 kl. 18.34

SÆBY: For et par måneder siden forudsagde ledelsen på Sæby Varmeværk, at der ikke ville komme prisstigninger i 2019.

Men energipriserne og statslige tilskud er desværre meget uforudsigelige og ved udgangen af året, hvor driftsleder Pouli S. Rugholt gjorde regnskabet op, måtte han konstatere, at sidste halvårs økonomiske resultat ville blive negativt.

Efter loven skal resultatet være udlignet over næste regnskabsperiode, som gælder kalenderåret 2019.

Sæby Varmeværk varsler derfor nu, at MWh prisen stiger med 62,50 kroner incl. moms.

For et standardhus på 130 m2 vil forhøjelsen medføre en merudgift på 1.125 kroner årligt.

Formanden for Sæby Varmeværk, Rune Dam Dyhr beklager prisstigningen, men fremhæver, at varmeværket stadig vil levere varme til de 3.500 forbrugere til en fornuftig og konkurrencedygtig pris.

- Underskuddet i sidste halvår er opstået som følge af, at vi har øgede udgifter til kraftigt stigende priser på gas og heldigvis får vi flere penge for vores salg af el.

- I modsætning til tidligere, hvor disse to priser udlignede hinanden, har stigningen på el i år været så høj, at det stort set har reduceret statstilskuddet, det såkaldte grundbeløb.

- I 2. halvår af 2018 modtog vi 770.000 kroner, som skal holdes op imod ca. 10 millioner kroner, som vi modtog i regnskabsåret 2017 /18. Sammenholdt med det milde efterår og vinter, hvor vi har solgt mindre varme, har vi ikke kunnet overholde vores budgetter og må ty til stigninger, siger Pouli S. Rugholt.

Han sekunderes af formanden, der understreger at kraftvarmeværket er særledes velfungerende.

- Og med seneste tiltag med udvidelsen af solvarmeanlægget og planerne omkring samarbejdet med datacenter giver os bedre mulighed for at frigøre os fra mere naturgas, og dermed svingende gaspriser, pointerer Rune Dam Dyhr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste