Våd sommer på Strandby Havn
Det smager af sommer på Strandby Havn hver tirsdag aften i juli - selv i regnvejr
Fiskeriet er Strandbys dna, og havnen er byens omdrejningspunkt. Og nu også et trækplaster, der hvert år henter mange turister til fiskerbyen.
Mange gæstesejlere finder vej til den hyggelige marina, og som sidste år er der hele sommeren "sjov på havnen" hver tirsdag aften.
Vejrguderne var ganske vist i det lunefulde hjørne og sendte en hidsig regnbyge ned over havnen, da der tirsdag aften var premiere på løjerne, men det holdt ikke folk hjemme i sommerhusene eller campingteltene. Folk strømmede til.
I år kan børnene prøve kræfter med floorballspillet på SEIF Tornado’s bane, og Havlit af Aalbæk, en gammel fiskekutter, sejler havnerundfart med alle, der har lyst.
Livemusikken er skandinavisk og leveres hver tirsdag af svenske Tina Gillberg og norske Morten Nordheim, mens Rosendals Madhus serverede godbidder fra havet med friske jomfruhummer og fiskefrikadeller.
Ifølge tovholder Peter Stokbro Larsen vil programmet variere fra gang til gang.