UnoX åbner i dag
Benzinstanderne er klar til at tage imod juletrafikken, som kører ad Skagensvej og senere opfører UnoX en vaskehal
FREDERIKSHAVN: Adressen er Harald Lunds Gade 7-11, men de fleste vil nok sige den nye tankstation på E 45-Skagensvej ved siden af politistationen. Indkørslen til UnoX bliver dog via lyskrydset ved Harald Lundgade. Og i dag åbner UnoX deres anden tankstation i Frederikshavn. I forvejen er der en tankstation på Gærumvej.
- Den nye lavprisstation kommer til at ligge centralt i Frederikshavn – lige ved hovedåren ind til byen, og den vil gøre det endnu nemmere for bilister at tanke billigt brændstof, siger Jan Brinkmann, der er distriktspartner hos UnoX i Frederikshavn.
Han havde sammen med driftsdirektør Jørgen Lindemann og byggeteknisk chef Hedarin Wadi taget turen til Harald Lunds Gade torsdag for at kontrollere om alt ville blive klart til åbningen inden jul.
De tre fortæller, at den nye lavprisstation på Harald Lunds Gade 7-11 vil komme til at tilgodese både lokale og pendlende bilister.
Det er også planen at etablere en helt ny vaskehal på matriklen, og Hendarin Wadi vurderer, at vaskehallen åbner inden sommer.