Unges sundhed i fokus
Sundhedsudvalget har fået en række input
FREDERIKSHAVN: Langt de fleste unge i Frederikshavn Kommune har det godt.
Det fremgår af undersøgelsen "Hvordan har du det?", Sundhedsprofil for Frederikshavn Kommune 2017.
Men der er områder, som ligger over gennemsnittet og hvor der er plads til forbedring, nemlig rygning og indtag af energidrikke.
Resultaterne er diskuteret på et møde mellem Frederikshavn Kommunes Sundhedspanel og Sundhedsudvalget.
Sundhedsprofilen viser blandt andet, at især kvinder fra 16-24 har en følelse af ensomhed, mentalt dårligt helbred og samtidig højt stress niveau.
- Vi ønsker at sætte fokus på sundhed, som det, der kan bidrage til at understøtte vores livslyst. Mødet i Sundhedspanelet var det første i denne valgperiode, og det er et arbejde, der er kendetegnet ved stort engagement, der fylder rummet under drøftelserne. Nu vil vi på Sundhedsudvalgsmødet i august drøfte de input, vi har fået fra Sundhedspanelet og tage endelig beslutning, siger formanden for sundhedsudvalget Christina Lykke Eriksen.