Billede beskrivelse

Ungemessen er udsolgt

Med 4.000 tilmeldte elever i Arena Nord 1. oktober melder arrangørerne nu fuldt hus

02. september 2018 kl. 11.20

FREDERIKSHAVN: Foreningen Vendsyssel Nu’s første forsøg på at skabe en ungemesse i Vendsyssel tegner til at overgå deres egne forventninger.

Målet var at samle 3.000 unge fra mestendels Vendsyssel, men også resten af Nordjylland, i Arena Nord 1. oktober. Men nu bliver de nødt til lukke for tilmeldingen for elever.

De er nemlig oppe på 4.000, og så er der dømt fuldt hus i Arena Nord.

- Målet var jo 3.000, så at vi kommer så højt op er fantastisk. Der har været så stor og overvældende en opbakning fra skolerne i landsdelen, at vi nu bliver nødt til at lukke for tilmeldingen, desværre. Men det er skønt at vi, som en almennyttig forening, møder så voldsom en opbakning. Og det bekræfter os i, at der har været en efterspørgsel, siger Anne Louise Vanggaard, der er projektleder i Vendsyssel Nu.

Udover de 4.000 elever vil der være omkring 100 virksomheder og uddannelsesinstitutioner der udstiller, samt 200 deltagere til Vendsyssel Mødet, som er en konference for ildsjæle i Vendsyssel, der arbejder på tværs af sektorer.

- Dog er der plads til omkring 15 virksomheder mere inden idrætshallen er fyldt helt op. Vi mangler nok mest repræsentanter fra de håndværksmæssige fag, men håber nogle flere melder sig til inden selve messen, fortæller Anne Louise Vanggaard.

Og så supplerer hun med en nyhed fra det kommunale Park og Vej, som også har en stand på messen.

- Hele Arena Nord bliver jo fyldt op, og der vil også være udstillere udenfor. Blandt andet Park og Vej, som vil bruge noget af al den blomsterudsmykning, de har lavet i forbindelse med Frederikshavns 200-års jubilæum som købstad 25. september. Så der bliver simpelthen pyntet op fra stationen og hele vejen op til Arena Nord.

Navnet på arrangementet er "Zoom ind på din fremtid", og kræfterne bag messen arbejder på at højne sammenholdet i hele Vendsyssel.

- Vi arbejder på at gøre vores del af landet attraktivt, og vise hvad vi kan her. Og samtidig vil vi gerne, at de unge får øjnene op for alle de muligheder der er her. Vi mener, at de unge i Vendsyssel kan være med til at skabe ny energi og vækst, og det er jo dem, som skal drive landsdelen videre. Derfor vil vi være med til at tage ansvar for, at de kommer i arbejde og uddannelse, fortæller Anne Louise Vanggaard.

Og hvem er så "Vendsyssel Nu"?

- Vi er en nonprofit netværksorganisation, som arbejder på at skabe et netværk, som skal udvikle sammenholdskraften i Vendsyssel. Vendsyssel Nu er kendetegnet ved, at det drives frem af vendelboer, som er stolte af deres landsdel, og som brænder for at gøre en forskel og sikre at vi i fremtiden vil forblive bæredygtige, afrunder Anne Louise Vanggaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste