Unge kunstnere i aktion
Biblioteket er befolket af unge med malerpensler og tegnekridt
FREDERIKSHAVN: I denne uge er biblioteket befolket af 30 unge kunstnere, som med malerpensler og tegnekridt leger, eksperimenterer og undersøger.
- Dette er vores tredje sommer med Kunstner Klubben på Frederikshavn Bibliotek.
- I år var tilbuddet så populært, at vi måtte lave et ekstra hold, fortæller børnekulturkonsulent Kirsten Jensen.
Tilbuddet er for børn i alderen 8-14 år.
De to kunstnere, som står for undervisningen, er Lotte Dyhrberg og Sassi Bischoff.
Lotte Dyhrbergs hold startede første dag med at male og tegne på en helt bestemt måde, og børnene på Sassi’s hold var blandt andet udenfor med kridt.
- Formålet er at give børnene nogle rammer at være kreative i, for kreative aktiviteter har stor betydning for børns udvikling, læring og trivsel. Derudover er tilbuddet det eneste af sin slags i kommunen, fortæller Kirsten Jensen.
- Derfor er det oplagt at afholde dette på biblioteket, og oveni så er det jo bare en super god uge, hvor vi hygger os, og hvor børnene får måske endda nye venner.
Hele ugen kulminerer med en fernisering for venner, familie, søskende og bedsteforældre på Frederikshavn Bibliotek på fredag eftermiddag.
Her kan man både se de færdige kunstværker og høre om de forskellige kreative udfordringer, som ugen har budt på.
Andre interesserede er også meget velkomne til ferniseringen kl. 15.