Unge i clinch med EU’s problemer
Unge fra Frederikshavn Ungdomsskole deltog for 6. gang på Christiansborg for at deltage i Ungdommens EU Topmøde - et rollespil for at diskutere aktuelle problemstillinger i EU
Politikere står i dag foran en masse problemer med det eneste job at skulle løse dem.
Mange af disse problemstillinger som vi bl.a. ser i Danmark som en del af EU, kan virke næsten uoverkommelige; emner som flygtningekrisen, krigen i Syrien, ISIS, truslerne autonome ledere som bl.a. Vladimir Putin og Donald Trump.
Mens de ældre politikere ordner dét rod, hvad sker der så, hvis man lader unge danskere prøve at finde løsninger til faktiske problemer i EU?
Det forsøg er netop gennemført - og blandt deltagene var en gruppe fra Frederikshavn Ungdomsskole.
Og oplevelserne giver 16-årige Chanya R. Warnakula liv i det følgende indlæg:
- Vi blev gennet ind gennem døren for besøgende til Folketinget på Christiansborg.
Foruden de 46 studerende medlemmer af ungdomsskolen fra region Nordjylland, var flere andre unge fra hele Danmark ankommet til denne begivenhed.
Disse unge havde så for en kort stund skiftet identitet fra studerende til eksempelvis at være sundhedsminister for Ukraine, eller statsleder for Frankrig.
Som jeg selv, var mange af deltagerne med for første gang.
De var næsten alle stadig i folkeskole eller på gymnasiet. Enkelte universitetsstuderende var også dukket op.
14 dage inden det store topmøde i København fik vi tilsendt rollekort for en karakter fra et medlemsland i EU.
Vi blev modtaget i landstingssalen, hvor Pia Kjærsgaard og folkene bag arrangementet bød os velkomne med taler.
Hvert land var delt op i grupper på fem, hvor der var en statsleder, erhvervsminister, socialminister, sundhedsminister og en uddannelsesminister.
Ministrene fik tildelt forskellige cases, der indeholdt problemstillinger, der senere skulle diskuteres i ministerrådene.
Bl.a. arbejdede social- ministrene om at finde løsninger til det store antal af unge arbejdsløse, samt kønspolitisk ligestilling angående mænds barselsperiode og rettigheder for truckere.
Efter velkomsttalen, blev alle sendt ud i deres landegrupper, hvor de fik tid til at diskutere de forskellige cases og undersøge om der var lande man kunne danne alliancer med.
Senere splittedes gruppen for at gå til hvert sit ministermøde.
Mens den første dag gik med at finde brugbare lovforslag til de forskellige problemstillinger, gik små grupper af journalister rundt i de forskellige ministerråd.
Deres opgave var at finde gode historier eller små dramaer, for så at sætte hændelsen på en facebookside dedikeret til det daværende EU Topmøde.
Ved 12-tiden blev der serveret frokost i form af sandwicher og sodavand foran landstingssalen. I den tid kunne man løsne masken fra, hvad end det var for en rolle man havde, og kunne mødes med andre i en sag der ikke var politisk orienteret. Jeg var ikke den eneste fra Frederikshavn Ungdomsskole der var med, og da nogle af dem ikke var i samme ministerråd som jeg, kunne vi snakke om hvad der blev diskuteret, og hvordan det gik.
Der var selvfølgelig stadig nogen der holdt fast i deres roller, og gik rundt for at danne flere "alliancer".
Ved 15-tiden var der kagepause, og her valgte min gruppe, som mange af de andre, at samle sig, for at blive opdateret om, hvad der var sket i de andre ministerråd.
Når man kommer fra en lille by i Nordjylland er det altid meget spændende at komme til hovedstaden.
Selve oplevelsen af, så at sige, at være med til at skabe beslutninger, giver én et meget godt indblik på, hvordan sådanne møder i virkeligheden foregår.
Selvfølgelig er det ikke det samme, men når man mødes for at diskutere emner der kan tage flere timer, før man kommer til en fælles overensstemmelse, kan minde lidt om den virkelige proces.
Jeg mener selv at oplevelsen var helt anderledes end hvad man plejer, når man er på skoleudflugter.
Når man påtager sig rollen som fx Estlands socialminister, påtager man sig også et ansvar. Vi fik lov til at arbejde på hele Christiansborg - Landstingssalen, Vandrehallen og de fleste udvalgslokaler.
Nogle var lidt nervøse til at starte med, men som vi lærte hinanden at kende, og tiden gik, var det ikke særligt svært at kunne slappe af, og samtidig blive i rollen.
Der var intet pres på dem der aldrig havde prøvet det før, men hvis der var noget, kunne man altid spørge folk der havde deltaget flere gange.
Folk der har været med flere gange kommer tit med den næste gang fordi de synes at arrangementet er meget spændende, og man lærer mange nye mennesker at kende.
Denne oplevelse er noget værd for alle der har interesse inden for samfundsfag eller politik, men også mindeværdigt for alle der bare har lyst til prøve at være politiker for bare en weekend.