Udlændinge lærer dansk på virksomhedshold
Over for Ruths Hotel i Skagen findes undervisningslokalerne, afmærket med to store dannebrogsflag. Her foregår danskundervisning for medarbejderne på de omkringliggende hoteller og restauranter.
Indenfor sidder de fleste af kursisterne klar til dagens undervisning, andre er på vej, de skal lige være færdige med formiddagens arbejdsopgaver. På kurset, der tilbydes i Skagens lavsæson af VUC&hf Nordjylland, undervises de udenlandske ansatte i dansk sprog, kultur og samfund.
Dansk kultur og sprog
Kursisterne starter med at præsentere sig selv på dansk, nogle med den selvtillid, der kommer af erfaring, andre mere tøvende.
De har dog ingen grund til at være nervøse, for hvis de går i stå eller har svært ved at finde ordene, så er deres medkursister eller deres underviser, Sabrina Eriksen, klar til at hjælpe dem.
Det kan mærkes at fokus i undervisningen er at give kursisterne et sprog, de kan bruge til daglig. De bliver undervist i dansk kultur gennem sproget, og bruger sproget til at forstå, hvordan samfundet fungerer. De er interesserede i at forstå den danske kultur, de danske normer og det danske samfund. Når de i deres dagligdag støder på ord eller vendinger, de ikke kender i forvejen, så spørger de i undervisningen. For de vil gerne lære at begå sig i Danmark, både fordi det gør deres nuværende job nemmere at varetage, for det ér nemmere at udføre sit arbejde, hvis man kan føre en samtale med chefen, men også fordi nogle af dem drømmer om en uddannelse og et job i andet felt.
Adgangsbillet til samfundet
Nogle af dem har uddannelser fra deres hjemland, men de kan ikke få et job, der passer til den uddannelse, for de kan ikke dansk.
Disse faktorer gør, at de behandler sproget som en adgangsbillet til andre dele af det danske samfund og et godt liv i Danmark.
Det er tydeligt, at deres vilje til at lære, samt deres motivation er bemærkelsesværdig. Stemningen i lokalet er klart påvirket af det, samtidig med, at den er hyggelig og letsindig. De har det sjovt, mens de arbejder hen mod deres mål. Et fælles mål, kunne de sagtens blive enige om: De vil være så gode til dansk, at danskerne ikke svarer dem på engelsk. De oplever det ofte, hvis de prøver at snakke dansk med fremmede, hvilket giver andre problemer, for nogle af dem kan ikke engelsk.
Tryghed altafgørende
De øver sig i trygheden i det højloftede lokale i Skagen. De hygger sig og har det sjovt med at lære sproget. Det er sjovt at være en del af som dansker. For nogle dele og lyde i sproget, som en dansker nok ikke tænker videre over, kan være morsomme for en med et andet modersmål.
De taler om den sprogundervisning, de har modtaget andre steder. De fortæller, at deres udbytte har været mindre end her, fordi de har oplevet stor udskiftning i underviserne.
Der en bred enighed om, at det er positivt, at de kun har Sabrina som underviser, for hun ved, hvad de kan og hun kender dem. Hun ved, hvor hun kan presse dem og ved, hvor meget de kan. Og de kan grine sammen. Samlet mener de, at dette giver dem et større udbytte af deres undervisning.
Skagen i lavsæsonen
Kursisterne fortæller også om, hvor glade de er for at have muligheden for at modtage undervisning i lavsæsonen. Det gør, at de kan fastholde deres arbejde.
Dette hold kursister er ikke det eneste virksomhedshold i Skagen-området, der er i alt otte hold i denne lavsæson. De andre kursister arbejder for eksempel for Launis, Elcor-Skagen og Karstensens skibsværft. Holdene er lavet på tværs af virksomhederne.
Det er i samarbejde med Skagen Netværk og Frederikshavns kommunes bosætningskonsulent Almina Nikontovic, at det er blevet muligt for de udenlandske medarbejdere at få sprogundervisning på deres arbejdsplads. Udover at kvalificere medarbejdere endnu bedre, fastholder undervisningen dem også. Samlet set, så er virksomhedsholdene en succes. Blandingen af den gode undervisning, lokalmiljøet og de motiverede kursister gavner alle parter.
Ruths Hotel
Kursisterne ved Ruths Hotel glæder sig allerede til at fortsætte til næste lavsæson, hvor de håber på, at der kommer endnu flere sæsonarbejdere i klassen, der kan få noget ud af at lære dansk.